Stemningen bliver mere og mere anspændt på Tahrirplasen i Egypten, mens modstanden mod landets præsident, Hosni Mubarak, vokser sig større og større. Det fortæller Ritzaus udsendte medarbejder i Kario, Ane Nordentoft.
- Jeg mødte en kvinde, som er rejst 300 kilometer hertil for at slutte sig til demonstrationerne. Indtil for få dage siden støttede hun Mubarak, men det var, fordi hun kun havde set statsligt tv. Efter hans tale i går gik det op for hende, hvad der foregår. Og den slags historier er der mange af, fortæller Ane Nordentoft.
Stemningen blandt demonstranterne er dog overvejende positiv, og der er ikke udsigt til blodige kampe.
- Folk her på pladsen tror ikke, at det vil ende blodigt nu og her. Men hvis situationen trækker ud i flere uger, så frygter de, at det kan ende blodigt, siger hun.
Mubaraks udmelding om at overdrage visse beføjelser til sin vicepræsident - og om at lave reformer - er langt fra blevet positivt modtaget af demonstranterne.
- Udmeldingerne gør overhovedet ikke nogen forskel. Kravet er helt uændret: Ikke bare skal Mubarak gå af. Men hele hans regime skal ud og udskiftes med et demokrati, fortæller Ane Nordentoft.
Hæren har i dag meldt ud, at den vil være garant for Mubaraks reformer. Men det lægger demonstranterne ikke det store i.
- De snakker ikke særlig meget om det. De mener, at der er en splittelse inden for hæren, hvor ledelsen er på Mubaraks side, men hvor hæren er på folkets side. Folk råber, at hæren og folket er et, siger hun og fortsætter:
Under fredagsbønnen er hæren blevet opfordret til under ingen omstændigheder at gå imod demonstranterne.
- Prædiken handlede især om Mubaraks afgang, men der var også opfordringer til hæren om at gå ind og beskytte folket uanset, hvilke ordrer den får, siger Ane Nordentoft.
Mindst en million mennesker demonstrerer i Egypten, viser en opgørelse fra det franske nyhedsbureau AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker