Den Afrikanske Union vil presse Mali til regeringsændring
Union kræver en hurtig tilbagevenden til en civil regering, hvis ikke Mali skal underlægges sanktioner.
Den Afrikanske Union har suspenderet Malis medlemskab og truet med sanktioner efter sidste uges militærkup i landet.
Det oplyser unionen i en meddelelse tirsdag.
Sanktionerne vil blive vedtaget, hvis ikke en civilledet regering bliver genindsat, lyder det.
Malis militær anholdt i sidste uge den midlertidige præsident Bah N'Daw og premierminister Moctar Ouane og pressede dem til at trække sig fra deres poster.
Ouane og N'Daw fik efter et andet militærkup i august ansvaret for at lede en overgangsregering frem mod demokratiske valg. Men de planer blev altså forpurret i sidste uge.
Efter deres afgang blev tidligere vicepræsident Assimi Goïta, der både ledte kuppet i august og i sidste uge, udnævnt til præsident fredag.
Den Afrikanske Union kræver tirsdag en "uhindret, gennemsigtig og hurtig tilbagevenden til civil-ledet overgangsregering".
Sker det ikke, vil Den Afrikanske Unions Fred- og Sikkerhedsråd "ikke tøve med at indføre målrettede sanktioner", siger rådet i en udtalelse.
Malis nabolande samt flere internationale aktører frygter, at den seneste uro kan bringe landets løfter om at holde et frit og fair præsidentvalg i februar i fare.
Samtidig er der bekymringer for, at den politiske ustabilitet også kan underminere kampen mod militante islamister i regionen, hvoraf nogle af dem har base i Malis nordlige ørkenstater.
Den Afrikanske Union er ikke den første organisation til at sætte Malis medlemskab på pause. Det samme gjorde den økonomiske samarbejdsorganisation i Vestafrika, Ecowas, søndag.
Den Afrikanske Union suspenderede også Mali efter militærkuppet i august. Dengang fik Mali lov at tilslutte sig unionen igen efter få uger.
Mali har omkring 20 millioner indbyggere. Det er det syvende største land i Afrika, og det rangerer ofte som et af verdens fattigste lande.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker