Den amerikanske Kongres inviterer Netanyahu på besøg
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er inviteret til at tale i Kongressen. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Netanyahu skal tale i Kongressen. Han gav senest en sådan tale i 2015.
Lederne af det amerikanske Senat og Repræsentanternes Hus har inviteret den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, til at tale ved et fælles møde i Kongressen.
Det oplyser formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, fredag.
Datoen for talen er endnu ikke fastlagt.
Brevet, der inviterer Netanyahu, er underskrevet af blandt andre Johnson og Senatets demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.
- For at bygge på vores vedvarende forhold og for at markere USA's solidaritet med Israel, vil vi invitere dig til at dele den israelske regerings vision for at forsvare demokrati, bekæmpe terror og etablere en retfærdig og vedvarende fred i regionen, lyder det i brevet.
Mike Johnson understreger, at han ville have inviteret Netanyahu, uanset om han havde fået opbakning fra Demokraterne i Kongressen eller ej.
Det er sjældent, at udenlandske ledere inviteres til at tale ved fælles møder i Kongressen. Det er generelt forbeholdt de nærmeste allierede til USA eller store internationale navne.
Den israelske premierminister har i forvejen givet tre taler af den slags - senest i 2015. Det samme har den afdøde tidligere britiske premierminister Winston Churchill.
Den kommende tale vil gøre Benjamin Netanyahu til den første udenlandske leder, der har talt ved fælles møder i Kongressen fire gange.
Invitationen er kommet i en tid, hvor Israel i flere måneder har været i krig med den væbnede bevægelse Hamas.
Netanyahu har tidligere fået støtte fra Republikanerne i den amerikanske kongres.
I marts holdt han en tale for de republikanske medlemmer af Senatet over video. Talen blev holdt, knap en uge efter at demokraten Chuck Schumer havde opfordret til nyvalg i Israel.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde