Den britiske regering overvejer nyt forbud for politikere
Demonstration af organisationen Palestine Solidarity Campaign den 21. februar. Den britiske regering overvejer at indføre regel om, at parlamentsmedlemmer skal have nultolerance overfor blandt andet denne gruppe. Foto: Lucy North/Ritzau Scanpix
Britiske ministre overvejer at forbyde politikere at beskæftige sig med en række aktivistorganisationer.
I Storbritannien er der politiske overvejelser om et forbud mod, at medlemmer af parlamentet og deres rådgivere må beskæftige sig med grupper som den palæstinensiske rettighedsorganisation Palestine Solidarity Campaign (PSC).
Det gælder også organisationer som klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion og Just Stop Oil.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Forslaget, som er blevet fremlagt af regeringens rådgiver i spørgsmål om politisk vold, John Woodcock, betyder at politikerne vil skulle indføre en "nultolerance" over for grupper, der bruger "ødelæggende taktikker", eller som ikke stopper det, når der opstår "had" under demonstrationer.
Det fremgår ikke mere præcist, hvordan denne nultolerance vil være defineret.
Den britiske premierminister, Rishi Sunak, og indenrigsminister James Cleverly skal nu drøfte forslaget.
Sunak blev af flere menneskerettighedsgrupper kritiseret, da han fredag advarede om "kræfter herhjemme som prøver at drive os fra hinanden".
Onsdag blev han anklaget for at overdrive de spændinger, som offentlige protester i landet skaber, da han advarede om, at Storbritannien er ved at forfalde til et "pøbelvælde".
Det sagde han samtidig med, at han udtrykte et ønske om et forbud mod større demonstrationer uden for parlamentsmedlemmernes boliger.
Flere parlamentsmedlemmer fra Labour-partiet har deltaget i begivenheder arrangeret af PSC. Herunder den tidligere skyggefinansminister John McDonnell og medlem Apsana Begum.
Det britiske oppositionsparti har tidligere nægtet at udelukke medlemmer, som har deltaget i denne slags begivenheder, fordi organisationen ikke er forbudt.
Tidligere har britiske medier også rapporteret om, at regeringen ser på, hvordan man kan udvide den politiske definition af grupper, hvis handlinger "underminerer" britiske institutioner.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie