Den første sne og frostgrader begynder at bide i Bakhmuts skyttegrave

De døde mus er samlet sammen og ligger i en bunke på gulvet, mens ukrainske soldater hviler sig i et undergrundsshelter ved fronten i Bakhmut-området i Ukraine. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Soldater i skyttegravene i det østlige Ukraine tager hul på deres anden vinter med krig, kulde og langt væk hjemmefra. Barske forhold med død inde på livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en primitiv opvarmet bunker i jorden i det østlige Ukraine sidder Dmytro. Han kigger på en mus, der snuser i luften, inden den forsvinder bag noget plastik, der bruges til at isolere bunkerens væg og loft.

- Jeg så ingen mus sidste vinter. Men i dette efterår og tidlige vinter har der været masser, siger den 36-årige ukrainske soldat, der opererer en BM-21.

Det er en selvkørende raketkaster, som sender Grad-raketter mod russerne på den anden side af fronten.

Dmytro og hans deling har position nær industribyen Bakhmut. Det er et område af fronten, hvor der har været nogle af de hårdeste kampe, siden Rusland den 24. februar 2022 invaderede Ukraine.

Deres bunker ved fronten er skjult under noget krat, og det er mere end et simpelt hul i jorden, hvor man hurtigt kan søge beskyttelse.

Det har et areal på 20 kvadratmeter. Det har militærsenge, et køkkenområde og - helt afgørende - et dieseldrevet varmeapparat fra en bil og elforsyning fra bilbatterier.

Nede i bunkeren er der konstant 20 graders varme.

Udenfor er temperaturen efterhånden nede omkring frysepunktet. Himlen er grå. Efter mange dage med regn er det nu koldt, og man kan se soldaternes ånde.

Vintersæsonens første sne faldt i sidste uge, og dermed er den anden vinter for Dmytro og hans soldaterkammerater i krigen mod russerne begyndt.

Den første vinter var barsk. Men soldaterne siger, at de har lært af det. Særligt når det gælder nødvendigheden af at have et varmeapparat.

- Jeg frøs min røv i laser, siger Dmytro bramfrit.

- Når jeg kom tilbage fra mine vagter, iførte jeg mig alt, jeg kunne finde - tre par bukser, flere frakker.

- Vi var altid klar til kamp. Vi skød konstant - hele dagen. Det var meget koldt, husker han.

Dmytro er sendt til området ved bunkeren for at gøre tjeneste i tre dage. De sidder i bunkeren for at undgå russiske droner og bomber.

Ukrainske soldater holder rygepause ved fronten nær Bakhmut. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

På gulvet ligger tre døde mus, der blev fanget i en limfælde.

- Problemet er, at de gnaver vores kabel i stykker, siger Volodymyr, delingens 45-årige øverstbefalende.

Det er en henvisning til kablet, der giver delingen internet via Starlink-satellitter.

Musene fryser også. De gemmer sig i soldaternes tøj og spiser også af det.

- Min kone gav mig denne sweater i sidste måned, og en mus er allerede begyndt at spise af den, siger Dmytro.

Mus er ikke det eneste problem, vinteren bringer med sig. Det er langt værre, at løvet falder af træerne, sådan at russiske overvågningsdroner kan finde de ukrainske bunkere, skyttegrave og køretøjer.

Is på vejene gør det også sværere at transportere deres BM-21 rundt. Uden for vejene er det mudret her i vinterens begyndelse.

Nogle tager et hvil, andre tjekker telefonen under en pause i kampen mod russerne, der på den anden side af fronten også sidder i skyttegrave. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

- Nu er her mudder, senere er der sne, siger Volodymyr.

Et par kilometer væk fortæller en læge, der arbejder i militæret, at også han er bedre forberedt denne vinter.

Han arbejder i kælderen af en bygning, og døre og vinduer er isoleret.

Der er bygget en kamin, og der er varmeapparater fra biler i værelserne i kælderen.

- Det var værre sidste vinter, for da havde vi ikke tid til at komme ordentligt på plads. Vi arbejdede i kulden.

Lægen, som har kaldenavnet Osmak, siger, at han på grund af den begyndende kulde venter, at der snart kommer soldater, som har fået frostskader i skyttegravene.

Men han fortæller også, at flere og flere soldater nu har anskaffet sig såkaldte kemiske håndvarmere, der kan være små varmepuder, som varmes op af batterier.

En ukrainsk soldat er på vej op i kulden fra den lune bunker i skoven i det østlige Ukraine. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

- Når en såret kommer ind, ser man ofte, at han har kemiske håndvarmere på kroppen, siger Osmak.

- Det så vi meget mindre af i fjor. Nu passer de mere på sig selv.

/ritzau/AFP

Bakhmut er næsten jævnet med jorden

* I 2020 havde byen 73.212 indbyggere. Flertallet flygtede i maj 2022, da krigen nogle måneder efter Ruslands invasion af Ukraine nåede Bakhmut.

* Byen kom til at ligge på frontlinjen. Der har været meget blodige kampe. I marts 2023 skønnede ukrainske myndigheder, at kun 4000 indbyggere var tilbage i Bakhmut.

* I maj i år hævdede russerne, at de havde erobret Bakhmut. Men kort efter gik Ukraine til angreb fra flankerne og på en række landsbyer og begyndte at genvinde det tabte. Der kæmpes stadig i området.

* Inden krigen blev der udvundet salt i Bakhmut og også byggematerialer, herunder kalk, gips og ler.

* I 2014 indtog prorussiske separatister i Østukraine Bakhmut, der senere samme år blev tilbageerobret af Ukraine. Da Rusland angreb den 24. februar 2022, var Bakhmut kontrolleret af Ukraine.

Kilder: Den Store Danske og AFP.

/ritzau/

Soldaterne ved undergrundsbunkeren nær Bakhmut opererer en raketkaster som denne BM-21, der affyrer gradraketter. Det er et såkaldt stalinorgel. Denne her er fotograferet ved Bakhmut i juni. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Sårede soldater bringes til en kælder ved Bakhmut, hvor ukrainske læger under barske forhold behandler dem. Kælderen, der har en række rum, er indrettet med primitiv varme og andre hurtige løsninger, der skal hjælpe de sårede. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu