Den franske mands sædkvalitet rasler ned

Ingen ved hvorfor, men det går ned ad bakke med franskmændenes sædkvalitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af sædceller hos de franske mænd er raslet ned med 32,3 procent i perioden fra 1989 til 2005, skriver BBC på sin netavis.

Det er dog ikke så dystert, at franskmændene er ved at dø ud.

Den franske mand kan stadig befrugte den franske kvinde - eller andre for den sags skyld - men det er en meget voldsom forringelse af sædkvaliteten, som en undersøgelse, der refereres i tidsskriftet Human Reproduction, viser.

En af forskerne bag undersøgelsen er dr. Joelle Le Moal, der mener, at det er første gang, at en undersøgelse når frem til en alvorlig nedgang i sædkvalitet i et helt land over en længere periode.

- Dette er en alvorlig advarsel til offentligheden, siger han.

Dog påpeger en anden læge over for BBC, at antallet af franske sædceller ikke er alarmerende lavt for en gennemsnitlig mand på 35.

- Der beskrives en ændring i spermkoncentrationen fra 73,6 til 49,9 millioner per milliliter, siger dr. Allan Pacey, lektor i andrologi (mandlige kønsorganer) på University of Sheffield.

- Det er stadig inden for det normale og mere end den laveste grænse, der bruges af læger, som arbejder med mænds fertilitet. Deres grænse er 15 millioner per milliliter, siger han.

Det er ikke klart, hvorfor sædkvaliteten er forringet i Frankrig, og faktisk er det et fænomen, som franskmændene ikke står alene med.

BBC påpeger, at undersøgelser viser, at efterhånden hver femte unge mand i Europa har så dårlig sædkvalitet, at manden muligvis ikke kan befrugte en kvinde.

- Det er noget i vores moderne livsstil, der forårsager det. Vores madvaner eller miljø, eksempelvis kemiske påvirkninger, siger professor Richard Sharpe fra University of Edinburgh ifølge BBC.

/ritzau/