Den gamle garde vinder Japans valg stort
Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) vinder det japanske parlamentsvalg med stort flertal, beretter landets tv-stationer.
LDP vender tilbage efter nogle år i opposition. Partiet har ellers regeret Japan næsten uafbrudt siden Anden Verdenskrig.
Partiet står ifølge tv-selskabet TV Asahi til at vinde 296 ud af underhusets 480 pladser, mens et mindre støtteparti, Nyt Komeito, får 32 pladser.
Det vil sikre mere end to tredjedel af stemmerne i underhuset og nok til at kunne overtrumfe beslutninger i overhuset.
Det nuværende regeringsparti, Japans Demokratiske Parti, vil ifølge prognosen kun slippe fra valget med 65 mandater.
Vælgerne har klart udtrykt mistillid til premierminister Yoshihiko Noda og hans parti, som i 2009 kom til magten med et budskab om afbureaukratisering og et løfte om at tage mere hensyn til forbrugerne end Japans store selskaber.
Der er også skuffelse blandt vælgerne over den måde, som regeringen håndterede konsekvenserne af sidste års enorme jordskælv og den katastrofale tsunami, der fulgte.
Tidligere premierminister Shinzo Abe vil stille sig i spidsen for den kommende LDP-regering.
Han bliver den sjette premierminister inden for syv år.
Han siger, at han vil stramme op på det, han betragter som en blød diplomatisk linje fra den nuværende regering.
Det gælder navnlig i forholdet til Kina.
Men den umiddelbare opgave gælder økonomien.
Japan er nu atter i recession - et tilbagevende fænomen, siden Japan i slutningen af 1980'erne oplevede brat økonomisk tilbagegang.
Abe har lovet at lempe på pengepolitikken og iværksætte store offentlige anlægsprojekter for at skubbe økonomien i gang.
Trods ulykken på atomkraftværket Fukushima, som var forårsaget af sidste års tsunami, vil han fastholde atomkraftens rolle for energiforsyningen.
Og så vil han på trods af Japans pacifistiske forfatning forsøge at øge landets militære rolle.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde