Den kendte rapper Diddy er tiltalt for menneskehandel og afpresning
Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs nægter sig skyldig i alle anklager om sextrafik, afpresning og menneskehandel, oplyser Combs advokat tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Eduardo Munoz/Reuters
Sean "Diddy" Combs blev anholdt mandag i New York. Han nægter sig skyldig i alle anklager, siger forsvarer.
Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.
Det er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag er blevet fremlagt, efter at rapperen blev anholdt mandag aften i New York. Det skriver flere medier herunder nyhedsbureauet Reuters.
Den 54-årige rappers advokat, Marc Agnifilo, sagde allerede mandag aften ifølge Reuters, at Combs kommer til at nægte sig skyldig i alle anklager.
Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.
Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser, skriver BBC, der har indsigt i tiltalen.
Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.
De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024.
Heri lyder det, at han i årevis skulle have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".
Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.
I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.
For mindre end et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.
I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.
Søgsmålet endte med et forlig, som offentligheden ikke har set. Han er yderligere også tidligere blevet beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb mod en universitetsstuderende i 1991.
Blandt flere andre søgsmål, der siden da er blevet anlagt mod rapperen, finder man både anklager om seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben. Det har amerikanske NBC News beskrevet med henvisning til en kilde tæt på efterforskningen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker