Den Lille Havfrue bliver hyldet i Shanghai

Efter at have forladt Danmark for første gang siden 1913 er Den Lille Havfrue kommet i internationalt rampelys ved åbningen af verdensudstillingen Expo i den kinesiske storby Shanghai.

Det danske nationalklenodie blev søndag præsenteret på udstillingen akkompagneret af høj musik og fanfarer.

Statuen skal pryde verdensudstillingens danske pavillon, der bærer navnet Welfairytales. Titlen er et ordspil på Welfare (velfærd) og Fairytales (eventyr), som skal symbolisere Danmark ved udstillingen.

- Hun har siddet stille på sin sten i Københavns havn indtil i dag, sagde lederen af den danske pavillon, Christopher Bo Bramsen, ved præsentationen af det danske bidrag.

- Fra i dag vil statuen af Den Lille Havfrue være centrum for den danske pavillon på Expo 2010, konstaterede han.

Efter sin ankomst til Shanghai i begyndelsen af april har Den Lille Havfrue været gemt af vejen i et lager, der bliver overvåget af de kinesiske toldmyndigheder.

Beslutningen om at sende statuen af sted til Kina medførte en hed debat i Danmark, hvor især københavnerne var oprørte over idéen om at sende havfruen om på den anden side af jorden.

Den 175 kilo tunge havfrue er lavet af billedhuggeren Edvard Eriksen, og statuen blev opstillet permanent på Langelinie i august 1913.

Havfruen er skabt ud fra forfatteren H.C. Andersens eventyr om havfruen, der bliver forelsket i en prins, men som må vente 300 år på at blive et menneske.

Op mod 100 millioner mennesker, heraf 95 procent kinesere, forventes at besøge verdensudstillingen i løbet af det næste halve år.

/ritzau/AFP

Den Lille Havfrue, som normalt holder til på Langelinie i København, har gjort sin entre på verdensudstillingen i Shanghai. Statuen bliver i Kina til november.

Offentliggjort Sidst opdateret