Den næste by på russernes vej i Ukraine gør sig klar til kamp
Borgmester Vadym Lyakh i Sloviansk er som præsident Volodymyr Zelenskyj klædt i en T-shirt i militærfarve. Hans by ligger meget tæt på fronten i det østlige Ukraine. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Fronten er stadig 15-20 kilometer væk, men snart kan russerne være fremme ved Sloviansk. Der er torden fra artilleri i det fjerne. Indbyggerne gør sig klar.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
- Byen er klar til at forsvare sig.
Sådan siger Vadym Lyakh, borgmester i Sloviansk i det østlige Ukraine.
Byen kan snart være skueplads for krig. Den russiske hær nærmer sig nordfra på sin vej frem.
Uden for hans kontor i byen i Donetsk-regionen fylder indbyggere vand på flasker fra en stor beholder.
Borgmesteren er iført en armygrøn T-shirt i samme stil som præsident Volodymyr Zelenskyj.
Annonce
Situationen er "kompleks, for i de seneste uger er fronten rykket tættere på. Den er omkring 15-20 kilometer væk", siger han.
Forhåbentlig "kommer de nye våben, som vores hær har brug for, snart", tilføjer han.
Der er ikke længere rindende vand i Sloviansk, så indbyggerne må tanke op i flasker fra vandtanke. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Krigen, der begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, har påvirket Sloviansk.
- Der er ikke rindende vand, der er ikke gas, men i det mindste har vi strøm, siger den 66-årige Jurij, som henter vand.
Borgmesteren siger, at det er kampe, som har ødelagt vandværker i området. Nu er der kun vand fra vandløb eller vandtanke.
Han siger også, at strømforsyningen er ustabil. Alligevel er en tredjedel af butikkerne i Sloviansk stadig åbne.
Valentina på 63 er gift med Jurij. Hun er fortrøstningsfuld trods situationen.
- Vi mener, at vi kan tæve de russiske svin, som hun siger.
Hvis det kommer til krig i Sloviansk, vil det ikke være første gang i den nyere historie.
En kvinde tørrer en tåre væk under en gudstjeneste i byen Kramatorsk, der som Sloviansk forbereder sig på, at den russiske hær angriber. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
I 2014 erobrede prorussiske separatister Sloviansk. Så belejrede ukrainske styrker byen, og efter en længere belejring lykkedes det at generobre Sloviansk.
Annonce
Der høres torden fra artilleri i det fjerne. Vadym Lyakh siger, at han som borgmester ikke blander sig i militære anliggender, men han er dog i kontakt med Ukraines hær hver dag.
- Hvis det er nødvendigt for forsvaret, bliver det gjort. Uanset hvem der protesterer, siger Lyakh.
- De ved, hvad der er bedst for militære operationer.
Han har ikke talt med embedsmænd i de nu krigshærgede byer længere mod øst Sjevjerodonetsk og Lysytjansk.
- Algoritmen er klar. Alt vil afhænge af situationen ved fronten.
Indbyggerne har blandt andet forberedt sig ved at sikre, at der er "arbejdsplads" i beskyttelsesrum og i kældre under hospitaler. Der er plads til at behandle patienter, selv under bombardementer.
Inden krigen havde Sloviansk omkring 100.000 indbyggere. Nu er der 25.000, men det er, påpeger borgmesteren, stadig mange under de nuværende forhold.
- Vi lægger stor vægt på evakueringer. Desværre lytter indbyggerne ikke.
Byen Kramatorsk står i samme situation som Sloviansk. Den ligger lidt sydligere, og der er mere aktivitet. Der er mange soldater i supermarkeder og på cafeer.
- Lige nu er her mere eller mindre roligt. Når det er aften, kan vi se eksplosioner 40-45 kilometer væk, siger byens borgmester, Oleksandr Gontjarenko.
Annonce
Russerne kommer "tættere på, men vores soldater prøver at holde deres positioner", tilføjer han.
I de seneste måneder har myndighederne og hæren opbygget et forsvar om Kramatorsk, som er "mere eller mindre klar", siger borgmesteren.
Men det er hårdt for mange.
- Indtil nu er alt o.k. Men det er psykisk hårdt, når vi kan se på tv, hvordan det går med andre byer, siger den 48-årige slagter Svitlana.
/ritzau/AFP
Sloviansk og Kramatorsk
* De to byer Sloviansk og Kramatorsk ligger omkring 20 kilometer fra hinanden i Donetsk i det østlige Ukraine.
* I begge byer kan indbyggerne se eller hører eksplosioner fra kampene mellem den russiske og den ukrainske hær mod øst. Kampene kommer tættere og tættere på de to byer.
* Inden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar havde Sloviansk omkring 100.000 indbyggere. Nu er mange flygtet eller evakueret. Der er omkring 25.000 tilbage.
* Kramatorsk havde inden krigen omkring 170.000 indbyggere. Nu er der omkring 60.000 tilbage.
* Borgmestrene i begge byer siger, at myndigheder og Ukraines hær i den seneste tid har forberedt byerne på russiske angreb.
Seneste artikler
Mand stjal barnevogn
Ekstra fokus på de ældre i varmen
Kendt læge åbner café: - Det bliver lidt spis-sammen-agtigt
Kø på Rute 9: Mammut-lastbil reddede traktor fra brand
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Uheld på Sydmotorvejen: Flere biler involveret
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen