Den nye leder for Hamas har en skydeskive på ryggen resten af sit liv

Den 61-årige Yahya Sinwar er ny Hamas-leder. Det menes, at han skjuler sig i tunnelerne i Gazastriben. Billedet er fra en demonstration i Gaza den 1. oktober 2022. (Arkivfoto). Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Yahya Sinwar er udnævnt til ny leder af den militante gruppe Hamas. Det er ikke noget, han kan fejre i det åbne. Sinwar vil være jaget vildt resten af sit liv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Yahya Sinwar har i årevis levet et liv i skyggerne under den lange og vedvarende væbnede konflikt mellem den militante, palæstinensiske gruppe Hamas og Israel.

Sinwar var indtil tirsdag aften leder af de militante islamister i Hamas i Gazastriben.

Nu er han steget i graderne.

For en uge siden blev Ismail Haniyeh dræbt i Irans hovedstad, Teheran. Han boede i et af regimets gæstehuse, da han blev likvideret af enten en bombe eller en raket.

Haniyeh var leder af Hamas, der sammen med Iran giver Israel skylden for at have dræbt Haniyeh. Det har Israel hverken be- eller afkræftet.

Nu er Sinwar blevet udnævnt til ny Hamas-leder:

- Den Islamiske Modstandsbevægelse Hamas meddeler, at kommandør Yahya Sinwar er valgt som leder af bevægelsens politiske kontor. Han efterfølger dermed martyren kommandør Ismail Haniyeh, må Allah være ham barmhjertig, siger Hamas ifølge nyhedsbureauet dpa i en kort erklæring.

Yahya Sinwar får dog umiddelbart noget sværere ved at mødes med Hamas-støtter uden for Gazastriben end sin forgænger.

Det menes, at Sinwar befinder sig i Gaza, hvor Israel siden den 7. oktober i fjor har kæmpet for at udslette Hamas.

Israelske talsmænd har ikke lagt skjul på, at Israels militær går efter at dræbe ham.

Israel beskylder den 61-årige Yahya Sinwar for at være manden bag den plan, der blev udført af Hamas den 7. oktober i fjor. Den dag trængte Hamas ind i Israel og massakrerede 1200 mennesker. De tog også 250 gidsler med tilbage til Gaza.

Dengang sagde Richard Hecht, israelsk oberstløjtnant og militærtalsmand, at Sinwar er "ondskabens ansigt" og "dead man walking". En mand med en skydeskive på ryggen.

Siden er Gaza blev bombet af Israel. De fleste af de 2,3 millioner palæstinensere i Gaza er internt fordrevne.

Sinwar er indfødt Gaza-palæstinenser. Han blev født i 1962 i flygtningelejren Khan Younis.

Billedet er fra den 28. oktober 2019 i Gazastriben. Til venstre er det Ismail Haniya, der var leder af Hamas. Det var ham, der blev likvideret i Iran i sidste uge. Han sidder ved siden af den nyudnævnte Hamas-leder, Yahya Sinwar. I 2019 var Sinwar leder af Hamas i Gazastriben. (Arkivfoto). Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Hans familie har rødder ved kystbyen Ashkelon, der nu ligger i Israel.

Hamas blev oprettet omkring 1987, da palæstinensere i Gaza og den israelsk besatte Vestbred indledte deres første opstand mod israelsk besættelse.

AFP skriver, at han lavede et internt sikkerhedsapparat i Hamas.

Han ledte senere en efterretningsenhed, der jagtede palæstinensere, som blev beskyldt for at hjælpe Israel. De blev straffet hårdt, nogle blev dræbt.

Han har studeret på det islamiske universitet i Gaza og har lært sig hebraisk. Det er sket under 23 års ophold i israelsk fængsel.

Han blev idømt livstid fire gange for drab på to israelske soldater.

I fængslet lærte han også en del om israelsk kultur og tankesæt.

Den israelske tandlæge Yuval Bitton lavede tænder på Sinwar, da palæstinenseren var i israelsk fængsel. Bitton fortæller, at kirurger i Israel i 2004 fjernede en hjernesvulst fra Sinwar. - Vi reddede hans liv, og dette er hans tak, har han tidligere sagt med henvisning til Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober i fjor. I det angreb blev Bittons nevø dræbt af Hamas, der tog liget med til Gaza. (Arkivfoto). Foto: Amir Cohen/Reuters

I 2011 var han med i en fangeudveksling, og nu blev han øverstkommanderende for den væbnede gren af Hamas.

I 2017 blev han valgt som leder af Hamas i Gazastriben. Reuters skriver, at han på det tidspunkt havde oparbejdet et omdømme blandt palæstinenserne som hensynsløs og blandt israelerne som en uforsonlig fjende.

Sinwar arbejder for at udslette staten Israel, og Reuters skriver, at udnævnelsen af ham formentlig vil styrke Israels premierminister Benjamin Netanyahus insisteren på, at krigen i Gaza skal fortsætte, indtil Sinwar og Hamas er væk.

/ritzau/

Sinwar som ny Hamas-leder

* Yahya Sinwar er foreløbig en usynlig leder, der ikke fysisk kan være med ved forhandlingsbordet. Sikkerhedskilder uden for Gaza mener, at han har søgt tilflugt i netværket af tunneler, som Hamas har udgravet i Gazastriben.

* Leila Seurat fra Arabisk Center for Forskning og Politiske Studier (Carep) i Paris siger, at han har fulgt et spor af "radikal planlægning i militæret og pragmatisme i politik". - Han taler ikke om at anvende magt for magens skyld, men for at frembringe forhandlinger, siger hun.

* Hani al-Masri, politisk analytiker i Ramallah på Vestbredden, siger, at udnævnelsen viser, at Hamas holder sig til "ekstremisme og modstand". - Sinwar vil lede forhandlingerne på samme måde, som han leder bevægelsen, siger han.

* Den militante bevægelse Hizbollah i Libanon ønsker Sinwar tillykke. Udnævnelsen er en melding om, at Hamas "fortsætter sin modstandskamp".

* USA's udenrigsminister, Antony Blinken, siger, at Sinwar også før sin udnævnelse var den vigtigste beslutningstager i forhandlinger om våbenhvile og løsladelse af gidsler.

Kilder: AFP, dpa, Reuters.

/ritzau/

Israels militær offentliggjorde den 13. februar dette billede. Ifølge militæret viser det Yahya Sinwar, der går i en tunnel i Gaza sammen med familiemedlemmer. Billedet er ifølge Israel fra den 10. oktober 2023. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
Yahya Sinwar holder sønnen af en dræbt Hamas-militsmand i sine arme. Billedet er fra den 24. maj 2021. (Arkivfoto). Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu