Den revolutionerende blå pille er stadig potent 25 år efter debut

Den lille blå pille kan fejre sin 25 års fødselsdag mandag den 27. marts. Der blev den godkendt til salg på det amerikanske marked. (Arkivfoto). Foto: Christophe Gateau/Ritzau Scanpix

Viagra er historien om et lægemiddel, der oprindeligt blev testet mod hjerteproblemer, men som endte i soveværelser verden over. 25 år på markedet er nu gået.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er sikkert mange mænds værste mareridt ikke at kunne få rejsning, når man gerne vil.

Men det blev der gjort noget ved for 25 år siden. I år kan medicinalmarkedet og den blå potenspille Viagra nemlig fejre sølvbryllup.

Den 27. marts 1998 blev den revolutionerede pille godkendt til salg på det amerikanske marked. Det er et af de bedst sælgende lægemidler nogensinde.

Nok har Viagra i manges øjne måske været noget, man gav til ældre mænd med potensproblemer. Men i de senere år har der været en stigning blandt unge, som får udskrevet medicinen.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen er antallet af unge mellem 18 og 24 år, som har købt receptpligtige potensmidler, steget de senere år. Også i aldersgruppen mellem 25 og 44 år er der en stigning.

Forklaringen hænger i høj grad sammen psykiske præstationsproblematikker ifølge Dansk Selskab for Almen Medicin.

Og det er ikke kun i Danmark, at pillen er populær, 25 år efter at den blev godkendt til salg.

I Rusland blev der i februar lukket for den varme Viagra-hane, efter at virksomheden Viatris, som producerer potenspiller, stoppede for leverancerne til landet på grund af krigen i Ukraine.

Udsigten til mangel på erektionsmidlet sendte efterspørgslen på himmelflugt.

På bare tre dage steg efterspørgslen med 50 procent sammenlignet med de tre dage op til nyheden, skrev det russiske medie Kommersant.

Historien om den lille blå pille er i sig selv også noget af en fortælling. Skæbnen ville, at den blev opfundet ved et tilfælde.

Medicinalfirmaet Pfizer ville udvikle en pille til at afhjælpe brystsmerter. Den virkede ikke, men den viste sig at have en uforudset bivirkning i underlivet. Pillen blev efterfølgende døbt Viagra.

Lægemidlet blev godkendt til anvendelse imod impotens i 1998 af den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA. I det samme år kom præparatet også på markedet i Europa.

I populærkulturen har Viagra også spillet en rolle de seneste 25 år.

Det er en myte, at Viagra giver en lyst til sex. Det er kun selve rejsningen, den hjælper på. (Arkivfoto). Foto: William Vazquez/Ritzau Scanpix

Som for eksempel i filmen "Love and Other Drugs" fra 2010, hvor man følger sælgeren Jamie, der handler med Viagra til hospitaler og lægeklinikker.

Fordi den lille pilles effekt er blevet så kendt, ringer navnet Viagra sikkert en klokke hos mange. Men hvordan virker det populære potensmiddel egentlig?

Virkningen skyldes hæmning af et enzym, som aktiveres af stoffet nitrogenoxid. Det medfører en cirka timelang udvidelse af blodkarrene og deraf følgende forøget blodtilstrømning til penis.

Rejsningen indtræder dog stadig kun ved seksuel stimulation. Det er altså en myte, at Viagra giver lyst til sex.

/ritzau/

Kort om Viagra

* I 1989 skaber forskere fra medicinalfirmaet Pfizer et lægemiddel kaldet sildenafil. De tror, at det kan bruges til at behandle højt blodtryk og brystsmerter.

* Under forsøg i de tidligere 1990'ere viser det sig, at midlet ikke virker til formålet. Til gengæld fortæller flere deltagere i forsøgene, at det har en effekt i underlivet.

* Viagra, som midlet endte med at blive kaldt, bliver lanceret i USA i marts 1998 som potensmiddel. Det kommer på markedet i Europa i september samme år.

* Midlet bliver en overraskende stor succes for Pfizer. I 1999 og 2000 stiger det verdensomspændende salg af Viagra med 30 procent.

* Prominente personer, som tidligere præsidentkandidat i USA Bob Dole og fodboldspilleren Pele, har medvirket i reklamer for Viagra.

* Den store succes betød, at der hurtigt dukkede falske versioner af pillen op. Viagra er i dag stadig blandt de mest forfalskede lægemidler på verdensplan.

Kilder: AFP og CNN.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu