Den russiske rubel falder til laveste niveau i 16 måneder
En dollar koster over 100 rubler for første gang siden marts 2022. (Arkivfoto). Foto: Anton Vaganov/Reuters
Ruslands valuta har mistet omkring 25 procent af sin værdi i år. Militære udgifter bidrager til faldet.
Den russiske valuta, rublen, er mandag morgen faldet til sit laveste niveau over for den amerikanske dollar i 16 måneder.
Værdien er faldet, så det nu kræver lige over 100 rubler at købe en amerikansk dollar.
Det er første gang siden 23. marts 2022, at en dollar koster over 100 rubler.
Faldet sker, på et tidspunkt hvor de russiske militære udgifter til krigen i Ukraine stiger, mens landet samtidig også lider under et kollaps i eksportindtægterne på grund af krigen i Ukraine.
Begge dele bidrager til en presset valuta. Det samme gør vestlige sanktioner mod landet. Det skriver Financial Times.
Ruslands valuta har mistet omkring 25 procent af sin værdi i år. Nedgangen har mere end udlignet rublens stigning sidste år, da Ruslands invasion af Ukraine blev efterfulgt af skarpe stigninger i olie- og gaspriserne.
Valutaens fald har taget til over de seneste uger og øget det økonomiske pres på Rusland.
Vestlige sanktioner på grund af krigen har mindsket landets indtægter, mens europæiske lande samtidig har gjort sig selv mindre afhængige af russiske energikilder som for eksempel gas.
Maksim Oresjkin, den russiske præsident Vladimir Putins økonomiske rådgiver, siger, at Rusland ønsker en stærk rubel.
En slap pengepolitik er årsag til, at den er blevet svagere. Det siger han mandag til det statslige nyhedsbureau Tass.
- Den nuværende valutakurs afviger betydeligt fra normale niveauer. En normalisering er forventet i den nære fremtid.
- En svag rubel komplicerer økonomiens strukturelle omstilling og påvirker befolkningens realindkomst negativt. Det er i den russiske økonomis interesse at have en stærk rubel, siger han.
Financial Times skriver, at den russiske regerings forbrug på blandt andet forsvaret har øget landets underskud. Det har bidraget til valutaens nedgang.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker