Den tropiske storm Barry skaber oversvømmelser i Louisiana
Den tropiske storm Barry har natten til søndag dansk tid skabt oversvømmelser flere steder i den amerikanske delstat Louisiana. I byen Mandeville, hvor Lake Pontchartrain er gået over sine bredder, udnytter en flok lokale oversvømmelserne til en svømmetur i badering. Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix
Scott Olson/Ritzau Scanpix
Kraftig regn vælter ned over delstaten Louisiana i USA, hvor den tropiske storm Barry gik i land lørdag.
Vejrsystemet Barry gik lørdag aften dansk tid i land i det sydlige USA og har natten til søndag hærget over delstaten Louisiana.
Det Nationale Orkancenter (NHC) oplyste, at Barry ikke længere var en orkan, da den gik i land vest for New Orleans, men en tropisk storm.
Stormen har alligevel bragt kraftig regn og voldsom blæst med sig. Den har oversvømmet motorveje og tvunget flere til at søge ly på tagterrasser.
Udsigten til den kraftige regn skabte lørdag aften frygt for, hvorvidt de dæmninger og vandpumper, som blev installeret i New Orleans efter den ødelæggende orkan Katrina i 2005, ville holde.
Men natten til søndag ser det ud til, at New Orleans kan være heldig at slippe med skrækken. Ifølge den amerikanske vejrtjeneste kan storbyen muligvis slippe med mellem fem og ti centimeter regn.
Myndighederne advarer dog om, at Barry fortsat kan nå at forårsage katastrofale oversvømmelser ved kyststrækningen langs Den Mexicanske Golf.
Der er fortsat risiko for, at der kan falde op til 50 centimeter regn søndag i dele af Louisiana, advarer myndighederne.
- Dette er bare begyndelsen. Vi går nogle lange dage i vente i vores delstat, siger Louisianas guvernør, John Bel Edwards.
Kystvagten i New Orleans har natten til søndag reddet flere personer fra oversvømmede områder i den sydlige del af byen. Nogle har været strandet på hustage, fortæller en talskvinde for kystvagten.
En af de reddede personer er en 77-årig mand, som råbte på hjælp, fordi han havde over 1,2 meter vand i sit hjem.
Natten til søndag holder alle dæmninger ved floden Mississippi endnu, oplyser guvernøren i Louisiana.
Men to pumpestationer i New Orleans er blevet oversvømmet, oplyser han. Det har medført, at omkring 400 personer er blevet evakueret.
Barry har desuden medført, at hundredvis af gas- og olieplatforme i Den Mexicanske Golf er lukket. Knap 70 procent af den daglige olieproduktion er indstillet på grund af vejret. Det svarer til 1,3 millioner tønder olie.
Når det gælder naturgas, er produktionen nede med 56 procent.
Vejret har også afskåret strømforsyningen til mere end 120.000 i Louisiana og knap 6000 i Mississippi og Alabama.
Den tropiske storm bevæger sig langsomt ind over land, og selv om den svækkes gradvist, ventes den at blive ved med at hærge hele weekenden.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned