Den tyske import slår alle rekorder

Tyskerne er glade for udenlandske varer. I november nåede den tyske import op på det højeste niveau nogen sinde med 75 milliarder euro - eller 550 milliarder kroner.

Det er 33,3 procent højere end sidste år. Og den rekordhøje import gør et stort indhug i Tysklands handelsoverskud, der er faldet til 12,9 milliarder euro - 95 milliarder kroner. For et år siden var overskuddet 16 milliarder euro.

Faldet i overskuddet på handlen med udlandet sker på trods af, at eksporten isoleret set er steget markant i Europas største økonomi.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen konstaterer dog, at tysk økonomi stadig kører for fuld damp med en voksende eksport og en ledighed, der ikke er set lavere siden genforeningen.

Han er imidlertid bekymret over, at de tyske forbrugere stadig holder på pengene. Butikkernes salg er faldet med 2,5 procent i november. Jes Asmussen kalder de tyske forbrugstal for deciderede triste.

- Det er stadig svært at få øje på den afsmittende effekt på privatforbruget. Hvad, der præcist holder de tyske forbrugere tilbage, er svært at sige, men historisk har tyskerne aldrig været de store forbrugere, siger cheføkonomen.

Han mener, at gældsproblemerne i flere EU-lande og udsigten til finanspolitiske stramninger også i Tyskland kan spille ind.

Jes Asmussen påpeger, at det er afgørende for at holde dampen oppe i tysk økonomi, at der også kommer gang i forbruget.

- Vi skulle meget gerne se de tyske forbrugere komme op i et højere tempo, idet det ikke kan forventes, at det eksportdrevne opsving kan fortsætte med helt den samme styrke i 2011.

/ritzau/AFP

Tyskland har aldrig importeret så mange varer som i dag. Men de tyske forbrugere holder på pengene.

Offentliggjort Sidst opdateret