Der er jubel i Kreml over Trumps bredside mod præsident Zelenskyj

Det er koldt og gråt i den russiske hovedstad, Moskva, men Donald Trump har med sine Putin-venlige kommentarer givet russerne håb om, at de kan slippe ud af Ukraine-krigen som vindere. Billedet er fra den 13. februar på Den Røde Plads. Foto: Maxim Shemetov/Reuters

Nu går det Ruslands vej i krigen i Ukraine, og Putin kan takke sin gamle kollega Trump for de nye vinde. - Jeg glæder mig til at møde Donald, siger Putin.

Offentliggjort Sidst opdateret

De op imod 10 graders frost bider i kinderne i den russiske hovedstad, Moskva. Men når det gælder krigens gang i Ukraine, mærker den russiske ledelse i det gamle fæstningsværk Kreml ved Den Røde Plads et spirende forår.

Og de spæde tegn kommer fra uventet kant.

De kommer fra USA's præsident, Donald Trump, der er begyndt at bruge samme argumenter mod Ukraine, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, bruger.

- Champagnepropperne springer i Moskva, efter at USA's præsident, Donald Trump, verbalt piskede Ukraine og dets leder, Volodymyr Zelenskyj, som magasinet Politico skriver.

Dels talte Trump onsdag om, at Zelenskyj kunne have stoppet krigen for længst. Han talte om, at Ukraine indledte krigen, selv om det var Rusland, der angreb.

Han sagde, at Zelenskyj kun har støtte fra fire procent af befolkningen, og det passer heller ikke. En måling onsdag gav Zelenskyj 57 procent.

Onsdag aften dansk tid kaldte Trump Zelenskyj for en diktator, der ikke er valgt. Det skyldes, at Ukraine udskød præsidentvalget i 2024, fordi det ikke kunne afholdes under krigen.

Der er hjemmel i Ukraines forfatning til udskydelsen.

Putin har flere gange sagt det samme. Ukraine begyndte krigen, Zelenskyj har ikke folkets støtte, og han er illegitim præsident.

Dmitrij Medvedev, tidligere russisk præsident og nu næstformand i Ruslands Sikkerhedsråd, har på de sociale medier indledt med at citere Trump:

- "En diktator uden valg. Zelenskyj må hellere være hurtig, for ellers har han ikke noget land tilbage". Hvis man havde sagt til mig for tre måneder siden, at disse ord kom fra USA's præsident, så ville jeg have grinet højlydt. Donald Trump har 200 procent ret.

Glæden i Moskva begyndte så småt, da Trump i sidste uge ringede til Putin.

Dermed blev tre års diplomatisk stilhed mellem Vesten og Moskva brudt.

De aftalte at holde topmøde, og delegationer fra Rusland og USA var i tirsdags i Saudi-Arabien for at drøfte sådan et møde, drøfte en mulig løsning på krigen i Ukraine og flere andre ting.

Det begynder at gå Putins vej i konflikten i Ukraine. Billedet er fra onsdag den 19. februar, da den russiske præsident besøgte virksomheden Radar MMS i Sankt Petersborg. Foto: Kristina Kormilitsyna/Reuters

Ukraine eller europæiske lande var ikke inviteret med til forhandlinger om Ukraine, og det har skabt højlydte gnidninger mellem USA på den ene side og Ukraine og Europa på den anden.

I Moskva klarer de sig fint uden at forhandle med Ukraine og Europa.

Inden mødet i Saudi-Arabien talte Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, om EU:

- Jeg ved ikke, hvad de skal ved forhandlingsbordet. Hvis de bare vil sidde der med et mål om at fortsætte krigen, hvorfor så invitere dem?

Der er endnu ikke fastsat et tidspunkt for topmødet, men Putin glæder sig. Dog skal mødet forberedes godt, siger han ifølge Tass.

- Jeg glæder mig til at møde Donald. Vi har ikke set hinanden længe. Jeg tror, at vi føler det samme. Det stod klart under vores telefonsamtale, siger Putin.

Max Bergman, direktør i tænketanken Center for Strategic and International Studies, siger, at Trump opfører sig, som om han vil holde "udsalg af Ukraine".

Sergej Lavrov, her fotograferet under mødet med en amerikansk delegation i Saudi-Arabien i tirsdags, er en erfaren diplomat på snart 75. Han har været Ruslands udenrigsminister siden 2004. Hans amerikanske modpart, Marco Rubio, er 53 og har været udenrigsminister siden den 21. januar. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

- Han har en tilknytning til Vladimir Putin. Han knytter sig til stærk mand-stilen, som Putin har, påpeger Bergman over for AFP.

Der er også analytikere, der mener, at russerne løber om hjørner med Trump. Det gælder Timothy Snyder, Rusland-ekspert og professor på Yale University.

Han påpeger på X, at Ruslands diplomater er meget erfarne, mens Trumps hold er novicer.

- Det amerikanske hold har stort set ingen erfaring i internationale forhandlinger på højt niveau. Ingen regional ekspertise i Ukraine eller Rusland. Intet relevant kendskab til fremmede sprog. Man kan, mildt sagt, ikke sige det samme om russerne.

/ritzau/

Det siger de på gaden i Moskva

Tilfældige russere på gaden i Ruslands hovedstad, Moskva, følger med i udviklingen. Nogle af dem har håb om fred, andre håber på, at Rusland lægger en hård kurs.

* Sjamil Gisatullin, 80-årig pensionist:

- Der er håb om, at denne forfærdelige og meget alvorlige konflikt, der ikke kun berører de lande, der kæmper, men hele verden, endelig kan løses.

* Jelena, 44-årig psykoterapeut:

- Jeg arbejder med mennesker. Og denne spænding, den er over det hele. Folk er trætte af det, der sker.

* Konstantin, 40 år:

- Jeg venter på, at krigen slutter, på flere forhandlinger og på, at folk ikke dør i denne krig. Jeg forstår ikke, hvorfor det hele overhovedet begyndte.

* Jelena Kolpakova, 77 år:

- Man skal ikke bare stoppe krigen, hvor den er nu, eller opgive territorie. Det er forkert. Vores drenge døde. Vi må fortsætte til den logiske afslutning, så vi får en stærk og stabil fred.

* Olga Vijsokikh, pensionist.

- Vi vil ikke have, at vi opgiver noget som helst.

Kilde: AFP.

 

/ritzau/

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under en pressekonference i Kyiv onsdag. Han er blevet kaldt en diktator af USA's præsident, Donald Trump. Foto: Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, talte onsdag på en investeringskonference i Miami, Florida. Han har på få dage udløst stor krise i Vestens ellers sammentømrede front mod Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine. Foto: Rebecca Blackwell/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu