Der skinner et lille lys i mørket efter OL-massakren i München

Natten til den 6. september 1972. Dengang var myndighederne novicer, når det gælder bekæmpelse af terror. Politiet har netop anholdt tre terrorister på Fürstenfeldbruck-luftbasen ved München, og verdenspressen kan komme helt tæt på dramaet. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Det er 50 år siden, at arabiske terrorister angreb OL i München. Israelske pårørende til ofrene har i sidste øjeblik sagt ja til at deltage i mindeceremonien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er langvarige forhandlinger, og så er der forhandlingerne mellem pårørende til OL-terrorofre og den tyske stat.

De er slut nu, men de varede også i 50 år på nær fem dage.

For i tirsdags kom der hvid røg op fra Berlin. I en fælles erklæring sagde Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, og Israels præsident, Isaac Herzog, at Tysklands regering og pårørende til 11 israelske terrorofre er blevet enige om en erstatning.

De 11 israelere blev sammen med en tysk betjent dræbt ved OL i München i 1972 af palæstinensiske terrorister.

Det er mandag 50 år siden, og der er planlagt mindehøjtideligheder i München.

De pårørende til de 11 dræbte israelere havde ellers meldt afbud til ceremonien. De ville ikke deltage på grund af manglende erstatning fra Tyskland.

Det lå i kortene, at hvis de pårørende ikke kom, så kom præsident Herzog heller ikke.

En helikopter, der er udbrændt efter politiets mislykkede forsøg på at befri gidsler og skyde terrorister. Det endte med, at terroristerne sprængte en håndgranat i helikopteren og mejede de israelske gidsler ned. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Men så var det, at det faldt på plads i tirsdags. Nu ventes både præsidenten og 70 pårørende til ceremonien.

Der er ikke meldt noget officielt ud om beløbet. Men det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det samlede beløb er 28 millioner euro - 210 millioner kroner.

Familierne havde ifølge israelske medier krævet 33 millioner euro, tre millioner per offer.

Men tilbage i 1972 og igen i 2002 blev der også udbetalt beløb, der i 2022-penge ifølge The Times of Israel svarer til fem millioner euro.

De to præsidenter siger i deres erklæring, at den tyske stat med aftalen "erkender sit ansvar for de forfærdelige lidelser for de dræbte og deres pårørende".

Forholdet mellem Tyskland og Israel har altid været præget af Anden Verdenskrig, da Tyskland gennemførte jødeforfølgelser.

Seks millioner jøder blev dræbt af Nazityskland, blandt andet i koncentrationslejre.

Mens dramaet stod på kunne nysgerrige med kikkerter se mod den olympiske landsby og Bygning 31, hvor israelerne holdt til og blev holdt som gidsler. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

OL i 1972 kom 27 år efter krigen. Vesttyskland - dengang var Tyskland stadig delt - var meget opsat på at vise, at nu var der et nyt Tyskland.

Den 26. august begyndte legene, og den 5. september begyndte terroren.

Otte palæstinensiske mænd gik tidligt om morgenen ind i den olympiske landsby, hvor sportsfolk og deres trænere og hjælpere boede.

De fandt israelerne i Bygning 31.

Palæstinenserne trængte ind i bygningen. To israelere blev dræbt af skud, mens ni blev taget som gidsler.

Op ad formiddagen meddelte palæstinenserne, at de krævede 236 fanger i israelske fængsler og to tyske terrorister i Frankfurt løsladt for at slippe israelerne fri.

Og så ville de selv have en sikker rejse til Mellemøsten.

Ehud Barak, Israels tidligere premierminister og tidligere elitesoldat, var efter terrorangrebet i München med til at gennemføre Israels hævn. Han var i Beirut forklædt som kvinde og likviderede militante palæstinensere, siger han til AFP. Billedet er fra 2019. Han er i dag 80 år. (Arkivfoto). Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

Det endte med, at gidseltagere og gidsler blev kørt til Fürstenfeldbruck-lufthavnen. Her ventede helikoptere og et fly til Kairo.

Tysk politi satte skarpskytter ind i et forsøg på at befri gidslerne, men det gik helt galt.

Efter næsten 24 timers drama blev israelerne dræbt af terroristerne med skud og en håndgranat.

En tysk betjent og fem terrorister blev også dræbt.

Tre terrorister blev taget til fange af politiet.

Umiddelbart efter afslutningen på blodbadet erkendte Vesttysklands daværende forbundskansler, Willy Brandt, at de tyske sikkerhedsstyrker havde gjort et meget dårligt stykke arbejde.

Det havde været "en chokerende dokumentation af tysk inkompetence".

24 timer efter angrebet blev OL genoptaget.

Nogle uger senere kaprede terrorister et Lufthansa-fly og krævede de tre terrorister løsladt.

Tyskland føjede kravet. Terroristerne blev løsladt og fløjet til Zagreb og senere Libyen, hvor de blev fejret som helte.

Efter fiaskoen for tysk politi etablerede myndighederne specialstyrken GSG 9, som er trænet til at blive sat ind mod terrorangreb og gidselkriser.

Styrken har i dag et ry som meget effektiv.

/ritzau/

Operation Guds Vrede

* Efter terrorangrebet i München nedsatte Israels ledelse en særlig gruppe til at gennemføre "Operation Guds Vrede" mod gruppen Sorte September, der tog skylden for attentatet.

* Gruppen bestod af hemmelige agenter, der opererede i udlandet og dræbte Israels fjender.

* Historikeren Michael Bar-Zohar siger, at Israels ledelse og efterretningstjenesten Mossad var klar over, at de ikke kunne dræbe alle fra Sorte September. Så de gik efter lederne.

* Snart begyndte ledere fra Sorte September og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i Rom, Paris og på Cypern at dø under mystiske omstændigheder.

* I Lillehammer i Norge i 1973 tog israelerne fejl og dræbte en uskyldig tjener.

* Det er næsten 50 år siden nu, men læren fra Operation Guds Vrede bruges stadig i Israel.

- I dag bruger Israel målrettede drab som et af sine vigtigste våben for at forsvare nationale sikkerhedsinteresser, siger Ronen Bergman, israelsk journalist og forfatter til bogen "Rise and Kill First".

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu