Der venter en urolig nat i Kirgistan

- Der venter en meget urolig nat.

Det vurderer Jørgen Thomsen, der er koordinator for Centralasien i Folkekirkens Nødhjælp. Han får foruroligende meldinger fra organisationens kontor i Kirgistan.

Oppositionen oplyste onsdag aften, at omkring 100 er dræbte, efter demonstranter blandt andet har stormet parlamentet og tv-bygningen i hovedstaden Bisjkek.

Lige nu er der ingen kontrol over landet. Det er gadens parlament, der har taget over, siger Jørgen Thomsen. De fleste havde ventet, at tingene ville kølne af, når mørket lagde sig, men det er der ingen tegn på. Tværtimod. Det kan blive en blodig nat.

Jørgen Thomsen siger, at alt tyder på, at det går betydeligt voldsommere til end under revolutionen i 2005, som bragte præsident Kurmanbek Bakijev til magten.

- Det er fem års fejlslagen politik. Der var med Bakijev forhåbninger om demokratiske forandringer. Det er ikke sket. Han har udviklet sig til en magthaver som ham, de sendte væk for fem år siden, siger Jørgen Thomsen.

Han mener, det er de fattiges oprør mod det nye styres korruption og nepotisme. Tilsyneladende anføres demonstranterne af den socialdemokratiske leder Almas Atambajev. Han har forgæves opfordret demonstranterne til ikke at fare frem med vold.

Folkekirkens Nødhjælp i Kirgistan iagttager, hvordan personer i offentlige embeder angribes af folkemængden. Blandt andet meldes landets indenrigsminister hårdt kvæstet og muligvis dræbt.

Men problemet er, at der ikke er en stærk opposition i landet til at tage over, siger Jørgen Thomsen.

/ritzau/

Der er ingen kontrol over Kirgistan. Det er gadens parlament, der råder, og natten kan blive blodig, vurderer Jørgen Thomsen fra Folkekirkens Nødhjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret