Derfor er det gået helt galt i Grækenland

Alt for mange offentligt ansatte. Manglende skatteinddrivelse på grund af et utidssvarende system. Lav industriel udvikling. Store økonomiske tab på flere andre fronter, blandt andet De Olympiske Lege i Athen.

Finn Østrup, professor ved Copenhagen Business School (Handelsskolen) i København, siger til Politiken.dk, at det er hovedårsagerne til den katastrofale situation, som Grækenland befinder sig i.

Ifølge professoren har landets to førende partier de seneste år søgt at skaffe øget tilslutning ved at uddele offentlige stillinger til deres tilhængere.

- Det har i høj grad bidraget til den offentlige sektors vækst og til landets dårlige økonomi, forklarer Finn Østrup til netavisen.

I maj sidste år modtog det kriseramte Grækenland en hjælpepakke fra EU og IMF, den internationale valutafond, på i alt lidt over 800 milliarder kroner.

Den aftale, som dengang blev indgået, rummede samtidig krav om reformer og besparelser.

Eksempelvis skal Grækenland nedbringe sit budgetunderskud via flere skatteindtægter, beskæring af offentlige pensioner og en forhøjelse af pensionsalderen samt beskæringer i offentlige lønninger og sociale ydelser.

Hertil kommer, at momsen er hævet i flere omgange, så den nu lyder på 23 procent for almindelige produkter, skriver Politiken.dk.

Ikke nogen pille, som er behagelig at sluge for den menige græker, hvorfor mange også har valgt at gå på gaden for at demonstrere deres utilfredshed over, at det lige netop er dem, der skal betale en høj pris for krisen.

Samtidig med, at endnu en hjælpepakke er på vej.

/ritzau/

Mange offentligt ansatte og for få skatteindtægter er blandt rødderne til grækernes kvaler, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret