Desperate ukrainske mænd trodser flod med smugleres hjælp
En ukrainsk grænsevagt går her i juli med langs bredden af floden Tisza på grænsen til Rumænien. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
På grænsen mellem Ukraine og Rumænien løber floden Tisza, hvor 39 ukrainske mænd har mistet livet på flugt fra militærtjeneste. Smuglere får dem på vej.
Ritzau RitzauFlorent Vergnes, AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Floden Tisza, der løber på grænsen mellem Ukraine og Rumænien, ser på overfladen rolig ud, som vandet dovent driver afsted på en solskinsdag i august.
Men man skal ikke lade sig narre. Strømmen i floden kan være lumsk.
Mindst 39 ukrainske mænd er druknet i floden i forsøg på at krydse grænsen til Rumænien illegalt for at undslippe militærtjeneste ved fronten i det krigshærgede Ukraine, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.
Det fortæller ukrainske grænsevagter ved floden.
- Hvert døgn ser vi en af dem forsøge at komme over, siger grænsevagt Oleg Seleznyov, mens han aer en af de hunde, der følger vagtpatruljerne, som bevogter floden ved grænselandsbyen Velyky Bychkiv i det vestlige Ukraine.
Annonce
Den 32-årige mand kender floden som sin egen baglomme og ved, hvor kraftig strømmen kan være. Især om natten.
- Vi har reddet rigtig mange mennesker, som troede, at det ville være let at komme over, siger han.
Mange ukrainske mænd forsøger at undslippe militærtjeneste ved at krydse grænsen til Rumænien illegalt. 39 mænd er druknet i forsøget, for strømmen i floden kan være lumsk. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
Seleznyov viser et billede på sin telefon af en mand, de for nylig har arresteret for at krydse grænsen ved at svømme over floden.
Han er kraftigt bygget og har svømmevinger på formet som pink flamingoer.
- De er der ikke til at hjælpe dig, siger grænsevagten om menneskesmuglerne og tilføjer, at når de først har fået deres penge, sender de mændene ud, hvor de risikerer at miste livet.
- Helt ærligt, det er bedre at dø ved fronten end på bunden af Tisza, siger grænsevagten.
Fra krigens begyndelse har ukrainske mænd mellem 18 og 60 år haft forbud mod at forlade landet.
Men Ukraine mangler mænd ved fronten i krigen mod Rusland. I maj vedtog den ukrainske regering derfor en lov, der sænkede aldersgrænsen for at blive indkaldt til hæren fra 27 til 25 år.
Det mest populære sted at forsøge at svømme over er en strækning på 60 kilometer langs floden, som løber tæt på en vej og flere landsbyer, blandt andet Velykyj Bytjkiv.
Ukrainske mænd mellem 18 og 60 år må ikke forlade landet og er indkaldt til militærtjeneste, fra de er 25 år. Grænsevagter patruljerer ved grænsen til Rumænien for at sikre, at ingen forlader landet illegalt. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
Det er en rute, som også bruges flittigt til at smugle alkohol og cigaretter fra Ukraine ind i EU-landene Rumænien og Ungarn.
Annonce
For smuglerne langs grænsen er det blevet en ny indtægtskilde at få de ukrainske mænd over grænsen til Rumænien.
- De bruger de samme ruter og de samme metoder, fortæller Oleg Seleznyov, der tilføjer at prisen kan være op mod 15.000 dollar (godt 100.000 kroner).
Han og de andre grænsevagter er udmærket klar over, at de er oppe imod menneskesmuglere, som kender terrænet lige så godt som dem.
58-årige Vasyl, som tidligere har smuglet cigaretter over grænsen, er en af dem, der har grebet de nye muligheder, der er opstået med krigen. Han er nu menneskesmugler.
- Jeg kører gutterne til broen i min bil, og de krydser over. Jeg vinker farvel til dem, og derefter har vi ikke mere at gøre med hinanden, siger han.
Vasyl fortæller, at han har fire til fem af sådanne kunder om dagen, og at han bestikker det lokale politi.
Vagter på den ukrainske side af grænseområdet mellem Ukraine og Rumænien benytter sig af droner, pigtråd og vagttårne for at sikre sig, at ingen slipper over grænsen illegalt. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
- Det er bedst at tage afsted om søndagen. Der er vagterne i Rumænien allerede fulde, siger han.
De ukrainske grænsevagter hævder, at kun få lykkes med at krydse grænsen til Rumænien og undslippe militærtjeneste.
Men ifølge politiet i Rumænien er der registeret mindst 15.000, der har krydset grænsen illegalt, siden Ruslands invasion.
Annonce
/ritzau/
Krigen i Ukraine
* Russiske styrker invaderede Ukraine den 24. februar 2022.
* Ruslands begrundelse var, at Ukraine skulle "afnazificeres". Desuden mente Rusland, at befolkningen i to prorussiske provinser i Donbas-regionen skulle beskyttes mod folkedrab.
* Det vides ikke, præcis hvor mange der er blevet dræbt i krigen i Ukraine.
* Men både amerikanske og ukrainske tal anslår, at mindst 500.000 ukrainere og russere tilsammen har mistet livet.
Kilder: USA's forsvarsministerium, Ukraines hær, AFP og The New York Times.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole