Desperation og dødstal stiger i Libyen efter udslettende flodbølge

Redningsmandskab arbejder i døgndrift for at lede efter overlevende efter katastrofen. Over 10.000 meldes savnet. Foto: Ahmed Elumami/Reuters

Redningsarbejdere i den libyske kystby Derna efterspørger flere ligposer efter katastrofe, der ifølge borgmester kan have kostet op mod 20.000 mennesker livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusinder meldes omkommet. Endnu flere er fortsat savnede, efter at et voldsomt uvejr med store mængder regn søndag nat ramte det østlige Libyen.

To store dæmninger uden for kystbyen Derna brød sammen og sendte en flodbølge med enorm kraft igennem byen.

Siden er dødstallene bare steget og steget, mens borgere desperat leder efter overlevende.

Store dele af byen ud til Middelhavet blev udslettet i flodbølgen, som fik lejlighedsbygninger med familier sovende i dem til at kollapse og trak mange mennesker ud i havet.

52-årige Usama al-Husadi har utrætteligt ledt efter sin kone og fem børn siden katastrofen.

- Jeg ledte efter dem til fods. Jeg tog på alle hospitalerne og skolerne, men uden held, siger han til Reuters, mens han græder ned i sine hænder.

Al-Husadi arbejdede, da katastrofen indtraf, og forsøgte at ringe til sin kone, men hendes telefon var slukket.

- Vi har mistet 50 familiemedlemmer på min fars side, hvis man tæller savnede og døde med, siger han.

Flere tusinder er bekræftet døde i katastrofen. Nogle myndigheder melder om over 5000 omkomne, andre om knap 4000.

Men uanset hvem man spørger, er der enighed om, at antallet ventes at stige markant, i takt med at flere af de over 10.000 savnede findes.

Antallet af omkomne kan meget vel blive mere end fordoblet ifølge myndigheder.

Dernas borgmester, Abdulmenam al-Ghaithi, sagde onsdag aften, at oversvømmelserne vurderes at have kostet mellem 18.000 og 20.000 mennesker livet.

Vurderingen er baseret på mængden af ødelagte områder i byen.

Reuters rapporterer, at redningsarbejdere efterspørger flere ligposer.

Flodbølgen i Derna jævnede mange bygninger, hvor folk lå og sov, med jorden. Mindst 30.000 mennesker i byen er blevet hjemløse. Foto: Libyan Red Crescent Ajdabiya/Reuters

Inden flodbølgen boede der over 100.000 mennesker i Derna. Næsten en tredjedel af dem, mindst 30.000, er nu uden et hjem.

På stranden i Derna ligger tøj, legetøj, møbler, sko og andre personlige ejendele og flyder. Det er blevet trukket ud af borgeres hjem med flodbølgen.

- Jeg overlevede med min kone, men jeg mistede min søster, siger 41-årige Mohamed Mohsen Bujmila til Reuters.

- Min søster bor i centrum, hvor størstedelen af ødelæggelser fandt sted.

Den globale indsats for at hjælpe Libyen efter flodbølgen, som vidner sammenligner med en tsunami, tager til, rapporterer AFP.

Nødhjælpsudstyr bliver sendt i store forsendelser via fly og skibe til Libyen.

Men redningsmandskab til stede har svære kår.

Folk går rundt i ruinerne efter flodbølgen. Flodbølgen var så voldsom, at den af vidner sammenlignes med en tsunami. Foto: Esam Omran Al-Fetori/Reuters

- Obstruerede, ødelagte og oversvømmede veje forhindrer i alvorlig grad humanitære aktørers indsats, siger FN's agentur for migration ifølge AFP.

Det tilføjer, at der er mange strømnedbrud, og at kommunikationen er udfordret.

Redningsarbejdet gøres ikke lettere af, at Libyen ikke kan stå sammen om opgaven som én nation.

Libyen har ikke én regering, men ledes af en regering i øst, som ikke er internationalt anerkendt, og af en overgangsregering, der har base i hovedstaden, Tripoli.

Katastrofens enorme omfang tilskrives af fagfolk som en blanding af klimaforandringer, som bidrager til mere voldsomt vejr, og Libyens mange år med politisk kaos og manglende investeringer i infrastruktur.

/ritzau/

Nødhjælp til Libyen

* FN har lovet at hjælpe Libyens overlevende med ti millioner dollar - cirka 70 millioner kroner.

* Storbritannien har sendt en første nødhjælpspakke af en værdi på knap ni millioner kroner.

* Nabolandet Egypten har beordret, at der skal etableres lejre for overlevende efter katastrofen.

* Frankrig har sendt 40 redningsarbejdere og tonsvis af nødhjælpsudstyr afsted sammen med et felthospital.

* Tyrkiet, som var et af de første lande til at sende nødhjælp, sender yderligere hjælp i form af to felthospitaler.

* EU oplyser, at der er sendt hjælp fra Tyskland, Rumænien og Finland.

* Algeriet, Qatar og Tunesien har også lovet at hjælpe, mens De Forenede Arabiske Emirater har sendt to fly med 150 ton nødhjælpsudstyr.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu