Det begynder at sive med hemmeligheder om Mossads drab i Lillehammer
Mike Harari, her fotograferet fra et tv-interview i 1990, var leder af den såkaldte Kidon-gruppe, som Israel brugte til at dræbe palæstinensere, som ifølge Mossad medvirkede til terrorangrebet i München i 1972. Harari døde som 87-årig i 2014. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Det er 50 år siden, at Israels efterretningstjeneste dræbte en forkert mand i Norge. Nu er gamle Mossad-agenter begyndt at snakke. En af dem har danske rødder.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Den store fejl blev måske begået af en ferieafløser, allerede da Norge kom på Mossads måltavle.
Israelske agenter var i gang med Operation Guds Vrede - hævn for det palæstinensiske blodbad på 11 israelere ved OL i München i 1972.
Det var likvideringer af ledende medlemmer af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og af Sorte September, som stod bag terrorangrebet.
Israels daværende premierminister, Golda Meir, nedsatte en gruppe til at gennemføre likvideringerne.
Gruppen blev kaldt Kidon - Bajonet.
Annonce
Den første likvidering kom i Rom den 16. oktober, den næste i Paris den 8. december.
I januar 1973 rettede Israels efterretningstjeneste Mossad søgelyset mod Norge.
Den kristne arabiske kvinde Amina al-Mufti, rekrutteret af Mossad, da hun meget usædvanligt for en kvinde stod og røg smøger uden for Fødselskirken i Betlehem, arbejdede nu i Den Arabiske Liga i Egypten.
Hendes Mossad-kontakt havde ferie, så hun ringede til ferieafløseren og sagde, at hun "havde hørt på kontoret", at Ali Hassan Salameh på en særlig dato ville flyve fra Genève til Oslo.
Salameh var ifølge Mossad operationschef hos Sorte September.
Det lidt forsigtige "havde hørt på kontoret" gik tabt i ferieafløserens behandling af tippet.
Det blev fastslået som fakta, at Salameh skulle til Oslo.
Det arbejdede Mossad så efter, og Kidon blev koblet på.
Fredag den 21. juni er det 50 år siden, at den uskyldige tjener Ahmed Bouchikhi fra Marokko blev skudt af to israelere, da han kom ud af en bus i Lillehammer 180 kilometer nord for Norges hovedstad, Oslo.
Annonce
Han havde sin gravide kone ved sin side.
Det er kaldt Mossads største - kendte - brøler, og op til 50-årsdagen er der kommet nye oplysninger om drabet i israelske medier.
Avisen Ynetnews skriver om en ny dokumentarfilm, "Lillehammer-forbandelsen", der fortæller om Mufti og ferieafløseren.
Også danskfødte Dan Arbel er med i filmen. Han er i 50 år hængt ud som manden, der bragte Mossad i fedtefadet.
Ikke ved at myrde den forkerte mand, men ved at fortælle det.
Arbel er nu 85 år, og den gamle mand har talt med avisen Haaretz.
Han flyttede i 1963 til Israel fra Danmark og blev i 1965 rekrutteret af Mossad.
Han kom med i flere operationer.
I 1969, da pornoen blev frigivet i Danmark, blev han sendt til Danmark for at smugle porno til Italien.
Her solgte Mossad pornoblade til arabiske søfolk og fik på den måde oplysninger om arabiske skibe.
Annonce
Arbel købte et skib, som sejlede uran til Israel.
Han arbejdede i Libyen, i Syrien.
En dag blev han koblet på Lillehammer-sagen.
Ali Hassan Salameh, som var et højtstående medlem af PLO og med i Sorte September. Israelerne troede, at han også var tjener i Lillehammer, men tog fejl. Mossad dræbte ham senere med en fjernstyret bilbombe i Beirut den 22. januar 1979. Han blev 37 år. (Arkivfoto). Foto: Ap/Ritzau Scanpix
Han siger, at han fik vist et foto af Salameh og blev spurgt, om tjeneren var Salameh.
Arbel sagde nej. To andre fra gruppen på 15 personer sagde det samme.
Men Michael Harari, leder af Kidon, var uenig. Han beordrede tjeneren skudt.
Mossad-holdet kom ikke hurtigt nok væk efter drabet. Der blev blandt andet brugt tid på at aflevere lejede biler.
Seks personer, herunder Arbel, blev anholdt.
Han led af klaustrofobi. Politiet satte ham i en lille celle, og så begyndte han at synge om Mossad, har fortællingen lydt.
Men det passer ikke, siger Arbel, der fastholder, at han i 50 år fejlagtigt er blevet hængt ud af andre Mossad-folk, af medier og i bøger.
Annonce
Palæstinensiske terrorister tog under OL i München i 1972 israelske atleter og trænere som gidsler. Tysk politi forsøgte ved en mislykket aktion at redde gidslerne. En af terroristerne sprængte en granat i en helikopter, hvor der også var gidsler. 11 israelere og en tysk betjent blev dræbt under attentatet, der også kostede fem af otte terrorister livet. (Arkivfoto). Foto: Ap/Ritzau Scanpix
Ifølge Arbel havde Harari sagt, at aktionen var koordineret med norsk politi. Så Arbel troede, at politiet vidste alt.
Men politiet troede indtil da, at det var et narkodrab.
Arbel blev idømt seks års fængsel, men løsladt efter to år og rejste til Israel.
Han siger nu, at systemfejl hos Mossad kostede tjeneren livet.
For der var blevet gjort opmærksom på, at han ikke var Salameh.
Annonce
/ritzau/
Dan Arbel
* Født i Danmark i 1937 som Dan Erteschik. Senere blev efternavnet forkortet til Erk.
* Familien var jødisk. Under Tysklands besættelse blev han og hans søster skjult i kælderen om natten i familiens hjem nord for København. Han udviklede klaustrofobi.
* Senere blev familien sejlet til Sverige.
* Efter krigen emigrerede familien til USA, men vendte tilbage til Danmark i 1948. Han blev i USA og boede hos noget familie i St. Louis. Læste senere erhvervsledelse i New York. Vendte tilbage til Danmark og hjalp i sin fars forretning.
* Udvandrede i 1963 til Israel. Åbnede en møbelforretning og tog navnet Dan Arbel.
* Kom i 1965 med i Mossad.
* Efter Lillehammer og to års fængsel i Norge kom han i 1975 tilbage til Israel. Arbejdede i flere forskellige virksomheder.
* Hans arbejde i Mossad var som freelancer. Han havde derfor ikke krav på pension. Hans økonomiske situation er ikke god. Han er 85 og arbejder som vagt i et butikscenter.
* For omkring 15 år siden blev Arbel og hans familie inviteret til Mossads hovedkvarter. Her fik han et certifikat som tak for sin tjeneste.
* I hovedkvarteret mødte han igen Mike Harari, der ledte Lillehammer-operationen, og som beordrede drabet. Han sagde til Arbel: - Du svigtede i Lillehammer.
* Dan Arbel er af en anden mening.
Kilde: Haaretz.
/ritzau/
Operation Guds Vrede
* Efter terrorangrebet i München nedsatte Israels ledelse en særlig gruppe til at gennemføre Operation Guds Vrede mod gruppen Sorte September, der tog skylden for attentatet.
* Den israelske gruppe bestod af agenter, der opererede i udlandet og dræbte Israels fjender. Gruppen hed Kidon, Bajonet, og blev ledet af Mike Harari.
* Han døde i 2014. Han sagde engang i et tv-interview, at navnet "Operation Guds Vrede" er opfundet af pressen.
* Historikeren Michael Bar-Zohar siger, at Israels ledelse og efterretningstjenesten Mossad var klar over, at de ikke kunne dræbe alle fra Sorte September. Så de gik efter lederne.
* Snart begyndte ledere fra Sorte September og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i Rom, Paris og på Cypern at dø under mystiske og ofte dramatiske omstændigheder.
* I Lillehammer i Norge i 1973 tog israelerne fejl og dræbte en uskyldig marokkansk tjener.
* Det er over 50 år siden nu, men læren fra operationen bruges stadig i Israel.
- I dag bruger Israel målrettede drab som et af sine vigtigste våben for at forsvare nationale sikkerhedsinteresser, sagde Ronen Bergman, en israelsk journalist og forfatter til bogen "Rise and Kill First", i 2022.
Kilde: AFP.
/ritzau/
Tyske politifolk forklædt som sportsfolk holder øje med gidselsituationen ved OL i München i 1972. Otte palæstinensere stormede den 5. september OL-byen og trængte ind hos israelerne. To israelere blev dræbt. Terroristerne krævede palæstinensere løsladt fra fængslet. Den 6. september blev resten af gidslerne, en politimand og fem terrorister dræbt under det tyske politis mislykkede redningsaktion. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
Her er to af de seks Mossad-folk, som norsk politi anholdt efter drabet. Billederne er fra norsk politi. Til venstre er det danskfødte Dan Arbel, der i Norge brugte sit danske navn Dan Erk. Manden til højre er identificeret som Abraham Gehmer. (Arkivfoto). Foto: Ntb/Ritzau Scanpix
Ahmed Bouchikhi fra Marokko arbejdede som tjener i Lillehammer. Han havde arbejdet i Norge siden 1966 og var 30 år og norsk gift, da han blev dræbt af israelske agenter. (Arkivfoto). Foto: Ntb/Ritzau Scanpix
Ifølge norsk politi brugte den israelske kommandogruppe denne Peugeot, da den marokkanske tjener blev myrdet i Lillehammer ved en fejl. (Arkivfoto). Foto: Ntb/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Varmere om natten end midt på dagen
Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus
Hospital får påbud efter fund på børneafdeling
Femern Bælt: Så er tunnelen blevet lidt længere
Truet med bat og skudt i benet
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder