- Det er som en katastrofefilm

Overlevende fra det store jordskælv i Japan og den efterfølgende tsunami har søgt ly i herberger og beskyttelsesrum, mens redningsfolk leder efter savnede og andre overlevende i katastrofeområdet på østkysten.

Luftbilleder af kystlinjen viser bygninger, tog, både og biler, der som legetøj ligger hulter til bulter, efter at kæmpebølgen skyllede ind over land.

Hundredvis af fiskerbåde ligger på marker, efter at den 10 meter høje tsunamibølge har flyttet dem væk fra deres naturlige element.

Blandt de værst medtagne områder fra skælvet, der med en styrke på 8,9 på richterskalaen ramte fredag, er byen Sendai omkring 130 kilometer fra epicentret.

- Alt er bare så svært nu, siger den 34-årige tandtekniker i byen, Kumi Onodera.

Hun tilføjer, at det, hun gennemlevede aftenen forinden, under og efter skælvet, var som "en scene fra en katastrofefilm".

- Vejen bevægede sig op og ned som en bølge. Der var ild i ting, og det var snevejr. Man kommer virkelig til at sætte pris på sit almindelige liv, siger hun.

Situationen på atomkraftværket Fukushima 1, der blev beskadiget, og hvor der har været en eksplosion, har bidraget yderligere til panikken i befolkningen.

I områderne nær atomkraftværket står overlevende i kø på særlige centre i byen for at få vand, mens redningsarbejdere leder efter savnede.

I Iwanuma ikke langt fra Sendai stod folk på taget af et hospital og havde skrevet bogstaverne S.O.S. - en af de mange desperate scener fra katastrofeområdet.

Det endelige dødstal er fortsat ikke klart, men det vurderes, at mindst 1300 mennesker er omkommet.

/ritzau/Reuters

Redningsfolk leder efter overlevende i katastrofeområdet i Japan. Ødelæggelserne er omfattende.

Offentliggjort Sidst opdateret