Det fyger i luften i Mellemøsten med trusler om storkrig og dommedag

En israelsk brandmand og en lokal søger ly i den nordisraelske by Kiryat Shmona. Luftalarmen er lige gået med varsel om, at et luftangreb fra Hizbollah i Libanon er på vej. Billedet er fra den 19. juni. Foto: Ayal Margolin/Reuters

Skyderierne mellem Israel og Hizbollah kan ende i ragnarok, siger FN. Israels forsvarsminister advarer om, at en krig vil sende Libanon tilbage til stenalderen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden Hizbollah blev dannet for over 40 år siden, har forholdet mellem bevægelsen og Israel været hadefuldt og fjendtligt.

Det er det stadig, og i disse dage når det nye dybder.

Hizbollah betyder "Guds Parti". Det er både en milits, en velgørenhedsorganisation og et politisk parti.

Bevægelsen blev dannet som en modstandsbevægelse mod Israels besættelse af en del af Libanon i 1982. Israel er ude af Libanon igen, men begge parter holder krudtet tørt.

Og i øjeblikket er der en af de perioder, hvor de igen skyder efter hinanden.

Det kan ende med en regulær krig, lyder stadig flere advarsler.

Kommer det så vidt, vil Israel hente tungt skyts ud af sine våbenlagre.

Yoav Gallant, Israels forsvarsminister, er i øjeblikket i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C. Her har han også talt om situationen ved grænsen til Libanon.

- Vi ønsker ikke krig, men vi forbereder alle scenarier, siger han ifølge AFP til journalister.

- Hizbollah forstår meget vel, at vi kan påføre Libanon omfattende ødelæggelser, hvis krigen kommer, siger han.

- Vi kan bringe Libanon tilbage til stenalderen, men vi ønsker ikke at gøre det.

Den 8. oktober i fjor begyndte Hizbollah at beskyde Israel med artilleri og raketter fra Sydlibanon.

Det var dagen efter, at Hamas havde massakreret 1200 israelere. Massakren fik Israel til at erklære, at nu vil Israel udrydde Hamas, og den krig er stadig i gang.

Gaza ligner mange steder noget, der er bombet tilbage til stenalderen.

Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder, advarede i en tv-tale den 19. juni om, at kommer det til en regulær krig med Israel, er der ikke et område af Israel, der vil blive sparet. Hele landet bliver angrebet af Hizbollah. Foto: -/Ritzau Scanpix

Det er ikke klart, om Israel også vil forsøge at udslette Hizbollah, hvis krigen kommer.

Der har været træfninger hver dag mellem Israel og Hizbollah siden den 8. oktober. Mange tusinde israelere er flygtet mod syd på grund af raketter.

Det er ikke en situation, som Israel vil lade fortsætte, har det lydt fra regeringen.

I Sydlibanon er civile flygtet mod nord for at komme væk fra israelske angreb.

Lloyd Austin, USA's forsvarsminister, opfordrede i tirsdags til en diplomatisk løsning. En krig mellem Israel og Hizbollah "vil få forfærdelige konsekvenser".

FN melder sig også med dystre forudsigelser.

Martin Griffith er indtil denne uges udgang FN's chef for koordinering af humanitær hjælp.

Mange sydlibanesere prøver at koble tankerne og opmærksomheden fra den vedvarende skududveksling mellem Hizbollah og Israel. En vandpibe på stranden kan måske hjælpe? Billedet er fra en strand i den sydlibanesiske havneby Tyrus den 8. juni. Foto: Anwar Amro/Ritzau Scanpix

På det seneste har han haft travlt med Gaza. Nu frygter han, at der kan komme en ny katastrofe i Libanon.

Han kalder situationen for "en krudttønde langt værre end alle krudttønder".

- Man kan end ikke planlægge noget. Det er potentielt apokalyptisk (dommedag, red.), sagde han onsdag til pressen i Genève.

En krig i Libanon "vil inddrage Syrien, den vil inddrage andre. Det er meget alarmerende".

Det shiamuslimske Hizbollah støttes af Iran, Israels store fjende i Mellemøsten.

Talsmænd for Hizbollah har sagt, at bevægelsen angriber Israel for at støtte Hamas i krigen mod den fælles fjende.

Hizbollah regnes ifølge Reuters for at være den mest slagkraftige af de grupper, som Iran støtter rundt om i Mellemøsten.

Hizbollah-militsen træner krig. Billedet er fra en øvelse i landsbyen Aaramta i Sydlibanon den 21. maj. Foto: Hassan Ammar/Ritzau Scanpix

Irans netværk af grupper kaldes Modstands-aksen, skriver Reuters.

Det er blandt andre også houthierne i Yemen og Hamas, der er en sunnimuslimsk bevægelse.

/ritzau/

Hizbollah i fem punkter

* Hizbollah blev oprettet i 1982 af Irans Revolutionsgarde for at bekæmpe Israel, der havde invaderet Libanon. Israel ville sætte en stopper for palæstinensiske angreb fra det sydlige Libanon. Hizbollah er shiamuslimsk og betyder "Guds Parti".

* Hizbollahs angreb på Israel var medvirkende til, at Israel i år 2000 trak sig ud af Libanon. Hizbollah fortsætter med at bekrige Israel og ønsker staten udslettet, ligesom Iran gør.

* Igennem årene har Hizbollah og Israel flere gange udkæmpet egentlige krige. Den seneste var i 2006.

* Hizbollah er i dag både en milits, en velgørenhedsorganisation og et politisk parti.

* Israel har længe regnet Hizbollah for den største trussel ved Israels grænser. Israel har udtrykt bekymring for Hizbollahs stadig større arsenal af raketter, der har fået længere rækkevidde.

Kilder: Reuters.

/ritzau/

Noget skal tiden gå med. Ældre israelere er evakueret fra grænseområdet til Libanon og ved ikke, hvornår de kan vende hjem. Nu bor de midlertidigt på et hotel i Tiberias ved Geneseret Sø. Billedet er fra den 21. juni. Foto: Sharon Aronowicz/Ritzau Scanpix
Israels forsvarsminister, Yoav Gallant (til venstre), ses her sammen med USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, med hånden på hjertet. Gallant advarer om, at Israel kan lægge Libanon øde, hvis krigen kommer. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu