Det Hvide Hus advarer igen CNN-journalist
CNN's seniorkorrespondent i Det Hvide Hus, Jim Acosta, ville ikke give mikrofonen fra sig under et pressemøde i Det Hvide Hus, hvor han stillede spørgsmål til præsident Donald Trump. Præsidenten betegnede ham som "et forfærdeligt menneske", og siden blev han frataget adgangen til Det Hvide Hus. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Det Hvide Hus giver igen adgang til seniorreporter. Men der er indført regler for spørgsmål, skriver CNN.
Det Hvide Hus truede mandag med at tage pressekortet fra CNN-journalist Jim Acosta, der i forrige uge havde et verbalt sammenstød med præsident Donald Trump på et pressemøde.
En dommer afgjorde i sidste uge, at Acosta omgående skulle have sin adgang til Det Hvide Hus tilbage. Men denne kendelse gælder kun i 14 dage.
I et brev, som Det Hvide Hus har sendt til Acosta, stod der, at hans presseadgang ville blive inddraget efter de to uger.
Det fik CNN til at gå direkte til en domstol for at forhindre, at det sker. Og nu har Det Hvide Hus trukket truslen tilbage, skriver tv-stationen i en nyhedsartikel på sin hjemmeside.
I et nyt brev til Acosta skriver Det Hvide Hus, at han vil få fuld adgang igen. Men der er indført et par nye regler, som journalister fremover skal følge, fremgår det ifølge CNN af brevet.
Reglerne omfatter blandt andet, at hver journalist kun må stille et enkelt spørgsmål. Opfølgende spørgsmål er kun tilladt, hvis præsidenten eller hans talspersoner godkender det.
Trumps administration fratog i forrige uge den mangeårige Washington-journalist presseakkrediteringen, efter Acosta havde haft en ophedet ordkrig med præsidenten.
Tv-billeder fra det pågældende pressemøde med præsidenten viser, hvordan Acosta stillede flere opfølgende og kritiske spørgsmål til Trump og afviste at give mikrofonen fra sig, efter præsidenten havde konstateret, at "nu er det nok".
Derpå kritiserede Trump journalisten og betegnede ham som "en uhøflig, forfærdelig person".
I løbet af de seneste to år har Acosta haft flere verbale sammenstød med Trump og hans pressetalskvinde, Sarah Sanders.
En lang række større medier i USA, inklusiv det konservative Fox News, har støttet CNN i sagen.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker