Det Hvide Hus fjerner rådgiver efter pres fra førstedame
Vicesikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Mira Ricardel (til højre) får en ny rolle i administrationen. Det sker efter kritik fra USA's førstedame, Melania Trump. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Mira Ricardel bliver "flyttet til ny rolle", oplyser Det Hvide Hus efter Melania Trumps usædvanlige kritik.
Sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Mira Ricardel vil blive "overflyttet til en ny rolle".
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, dagen efter at USA's førstedame, Melania Trump, offentligt pressede på for Ricardels fyring.
Ricardel fortjente ikke den "ære, det er at tjene Det Hvide Hus", udtalte Melania Trumps talskvinde tirsdag.
Ricardel vil dog "fortsætte med at støtte præsidenten, når hun forlader Det Hvide Hus for at flytte til en ny rolle i administrationen", udtaler talsmand i Det Hvide Hus Sarah Sanders i en meddelelse.
Talsmanden oplyser ikke, hvilken stilling Ricardel vil blive overflyttet til.
Mira Ricardel kom angiveligt op at skændes med Melania Trump og hendes stab under førstedamens tur til Afrika i oktober. Uenighederne handlede ifølge CNN blandt andet om anvendelsen af regeringens ressourcer i forbindelse med rejsen.
Mira Ricardel blev i april håndplukket af Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, til at arbejde direkte under ham.
Bolton har i kulisserne arbejdet for at beholde vicesikkerhedsrådgiveren i Det Hvide Hus, oplyser kilder til Reuters.
Udskiftningen af Ricardel er tilsyneladende en del af en større rokade i Trump-administrationen.
Blandt dem, der er i farezonen, er ifølge nyhedsbureauet AFP minister for indenlandsk sikkerhed Kirstjen Nielsen, der er en tæt allieret med Trumps stabschef, John Kelly.
Trump er angiveligt utilfreds med den måde, Nielsen håndterer situationen ved den amerikansk-mexicanske grænse, som tusindvis af migranter fra Mellemamerika i disse dage har kurs mod.
Direkte adspurgt af journalister om mulige udskiftninger i sin administration svarede Trump tirsdag:
- Vi kommer til at tale om det.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker