Det Hvide Hus forlanger svar på meldinger om massegrave i Gaza
FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Turk, har forlangt selvstændig undersøgelse af meldinger om fund af massegrave i Gaza. Foto: Hadi Mizban/Ritzau Scanpix
Civilforsvar i Gaza har denne uge oplyst, at sundhedspersonale har fundet næsten 340 lig på to hospitaler.
Det Hvide Hus i USA har onsdag forlangt "svar" fra de israelske myndigheder angående fund af massegrave på to hospitaler i Gaza.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Civilforsvaret i Gaza har tidligere denne uge oplyst, at sundhedspersonale har fundet næsten 340 lig. De afdøde personer er angiveligt blevet dræbt og begravet af israelske styrker på Nasser-hospitalet i Khan Younis i det sydlige Gaza.
Tirsdag afviste Israels militær beskyldningerne.
30 lig er meldt fundet begravet i to forskellige grave i en gård på Al-Shifa hospitalet i Gaza By.
- Vi vil have svar, lyder det fra USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.
- Vi vil se det grundigt og transparent undersøgt, siger Sullivan.
Fundene har fået FN til at forlange en selvstændig undersøgelse af meldingerne. EU bakker op om det ønske.
Det israelske militær siger, at det har gravet lig op i forsøget på at finde gidsler, som Hamas tog under angrebet på Israel 7. oktober.
- Påstanden om, at IDF (det israelske militær, red.) begravede palæstinensiske lig, er grundløs, lød det i en meddelelse fra det israelske militær tirsdag.
Militæret tilføjede i den forbindelse, at israelske soldater lagde ligene tilbage, hvor de var blevet begravet, efter at de var blevet undersøgt.
Hospitaler er beskyttet under international lov, men er gentagne gange kommet under beskydning i Gaza.
Israel har det seneste halve år har ført krig mod den væbnede islamistiske bevægelse Hamas, som angreb Israel og ifølge israelske tal dræbte over 1100 personer 7. oktober sidste år.
Flere end 34.000 indbyggere i Gazastriben har ifølge de hamaskontrollerede sundhedsmyndigheder i området mistet livet i angrebene.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned