Det internationale samfund har ifølge avis glemt Khashoggi

Sideløbende med den internationale efterforskning af drabet på Jamal Khashoggi har Mohammed bin Salman (th) etableret sig selv som en af de helt store aktører på den globale scene. For tiden forhandler han med den amerikansk regering, ledet af præsident Joe Biden (tv), om en militærpakke. (Arkivfoto). Foto: Bandar Algaloud/Reuters

Saudi-Arabiens de facto leder, Mohammed bin Salman, står stærkere end nogensinde på årsdag for journalistdrab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da journalisten Jamal Khashoggi 2. oktober 2018 trådte ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul var det med forventningen om at få udstedt en række papirer, således at han måtte gifte sig med sin tyrkiske forlovede.

Men Khashoggi kom ikke ud af konsulatet igen i live.

I stedet blev Khashoggi, en udtalt kritiker af styret i Saudi-Arabien, kvalt og efterfølgende parteret af en 15 personer stor saudiarabisk gruppe, der er blevet beskrevet som en dødspatrulje.

Syv af gruppens medlemmer var en del af den saudiarabiske kronprins og de factor leder Mohammed bin Salmans personlige sikkerhedstjeneste.

Fem år senere har Saudi-Arabien stadig ikke sagt, hvad der er sket med Khashoggis lig.

Hans familie, venner og tilhængere samt den avis, hvor han var ansat, The Washington Post, har stadig ikke fået muligheden for at give ham en ordentlig begravelse.

Sidenhen har Saudi-Arabien indrømmet drabet på Khashoggi og sagt, at de ansvarlige handlede på egen hånd. Det var en "fejl", som Mohammed bin Salman beskrev det i et nyligt interview med Fox News.

- Vi prøver på at reformere sikkerhedssystemet for at sikre, at den slags fejl ikke sker igen, og vi kan se, at i løbet af de seneste fem år er ingen af disse ting sket. Det er ikke en del af, hvad Saudi-Arabien gør, lød det.

Det står dog klart, at ytringsfrihed stadig ikke er udbredt i Mohammed bin Salmans kongerige.

Sidste år blev Salma al-Shehab, en mor til to, idømt fængsel i 34 år - senere ændret til 27 år - for at have bakket op om en kvinderettighedsaktivist.

I juli fik den pensionerede lærer Muhammad al-Ghamdi en dødsdom for at skrive kritisk om Saudi-Arabiens royale familie på sociale medier.

Saudiarabiske medier rapporterede i 2019, at 11 personer blev retsforfulgt i sagen om drabet på Khashoggi. Nogle fik fængselsdomme, andre dødsstraffe, der senere blev forvandlet til lange fængselsdomme.

Men FN-efterforskning har indikeret, at saudiarabiske topfolk var involveret i drabet, hvorfor Khashoggis efterladte stadig kræver retfærdighed.

Sideløbende med den internationale efterforskning af drabet har Mohammed bin Salman etableret sig selv som en af de helt store aktører på den globale scene.

Fem år efter drabet på Jamal Khashoggi har saudiaraberne stadig ikke sagt, hvad de har gjort med hans lig. (Arkivfoto). Foto: Mohammed Al-Shaikh/Ritzau Scanpix

I øjeblikket forhandler han eksempelvis med den amerikanske regering om en massiv militæraftale i bytte for en fuld anerkendelse af den israelske stat, hvilket anses som en historisk kovending.

Styret har på samme tid lavet massive investeringer i fodbold og foruden sit køb af Premier League-klubben Newcastle hentet en række europæiske fodboldspillere til den saudiarabiske liga på dyre kontrakter. Visse beskriver det, som at Saudi-Arabien forsøger at købe sig til et bedre image.

Ifølge The Washington Post skal ingen dog lade sig narre af, hvad avisen beskriver som en hvidvask af det saudiarabiske image.

- Mohammed bin Salman stjal Jamal Khashoggi fra sin familie, venner og kolleger; undslap at stå til ansvar for drabet; og fortsætter med at pine saudiarabere, der udtrykker politisk afvigelse, lyder det i en kronik fra avisens redaktører i forbindelse med femårsdagen.

I den sidste klumme før sin død skrev Khashoggi, at det største behov for den arabiske verden er retten til at kunne udtrykke sig frit.

Fem år efter tyder det ikke på, at Khashoggis ønske er tilnærmelsesvis tæt på at blive opfyldt.

/ritzau/