Det økonomiske fundament smuldrer under Trumps grænsemur
Et gigantisk grænsehegn adskiller i dag USA og Mexico på et langt grænsestræk mellem de to lande. Men den amerikanske præsident vil opføre en mur, og det bliver voldsomt dyrt. Arkiv. Foto: AP/Christian Torres
AP/Christian Torres
Præsidentens løfte om at styrke grænsen til Mexico med eksisterende økonomiske midler har ramt en mur.
Donald Trumps løfte om at begynde byggeriet af en kæmpemæssig grænsemur til Mexico med eksisterende midler er gået i hårdknude.
Præsident Trump lovede i løbet af valgkampen, at han ville bygge en mur som det første, hvis han blev valgt.
I januar udstedte han et dekret om, at opførslen af muren skulle påbegyndes. Det skulle ifølge Det Hvide Hus ske med "eksisterende midler og ressourcer" fra ministeriet for national sikkerhed.
Men indtil videre har ministeriet kun fundet 20 millioner dollar, der kan blive øremærket Trumps mur. Det fremgår af dokumenter fra ministeriet, som Reuters har set.
I dokumenterne står der, at beløbet vil være nok til at bestille en håndfuld prototyper på muren, men det vil ikke engang række til at begynde opførslen af den egentlige mur.
Det betyder, at Det Hvide Hus vil blive nødt til at bede Kongressen om at øremærke penge til muren.
En tidligere rapport har vist, at muren langs USA's sydlige grænse vil koste 21,6 milliarder dollar (cirka 152 milliarder kroner, red.).
Ingen i ministeriet for national sikkerhed har svaret på Reuters' henvendelse angående de 20 millioner dollar.
Trump har tidligere sagt, at han vil bede Kongressen om at dække det beløb, som man ikke kan skaffe med eksisterende midler.
Præsidenten har også sagt, at Mexico vil blive presset til at betale amerikanske skatteydere tilbage på et senere tidspunkt.
Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har tidligere sagt, at han vil skrive finansiering af muren ind i budgettet for næste finansår.
Ryan har estimeret, at muren vil koste mellem 12 og 15 milliarder dollar (cirka mellem 85 og 105 milliarder kroner, red.).
En lang række republikanere har dog sagt, at de vil stemme imod en plan, hvor muren ikke bliver finansieret med eksisterende midler.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker