Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's sender en kedelig besked i nakken på den amerikanske regering og landets politikere. Udsigten til, at USA kan håndtere sin enorme gæld, er "negativ", hedder det.
Det førte øjeblikkeligt til kursfald på Wall Street, der var nede med knap to procentpoint.
Standard & Poor's mener, at den amerikanske regering mistolker sine egne evner til at løse landets gældsproblemer.
Det blev kort efter modsagt af det amerikanske finansministerium.
- Vi mener, at S&P's negative prognose undervurderer de amerikanske lederes evne til at samle sig for at gøre noget ved de svære finansielle udfordringer, nationen står over for, hedder det i en erklæring.
Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, mener, at udmeldingen kommer som en bombe for de finansielle markeder.
- Foreløbig er det kun en mindre bombe, men det har potentiale til at udvikle sig til en atombombe i forhold til den globale økonomi, siger han.
Graven peger på, at reaktionen på de finansielle markeder er "til at tage at føle på" med svækket dollar, stigende amerikanske obligationsrenter og et dyk i de globale aktiekurser.
Standard & Poor's fastholder USA's kreditværdighed på AAA, som er det højeste. Men det er første gang, at regeringen i Washington får bemærkningen "negativ" om udsigterne til at kontrollere underskuddet.
Det amerikanske budgetunderskud er på lidt over 1000 milliarder dollar i indeværende år, og det har udsigt til at vokse.
USA's gældsproblemer er mindst lige så store, som dem Irland, Portugal og Grækenland kæmper med. Men USA har i kraft af sin størrelse og sin finansielle sektor langt større spillerum.
USA's store underskud skyldes primært den finansielle krise i 2007 og 2008. Regeringen måtte pumpe enorme milliardbeløb ud for at forhindre økonomien i at kollapse. Samtidig får nationen for lidt ind i skatter.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde