Det sker fredag i terrorsagen mod Breivik

Forsvarerne skal fredag stille Anders Behring Breivik spørgsmål om, hvor han har fået sin viden og sine idéer fra.

- Vi vil ikke fokusere på detaljerne omkring drabene. Men som det allerede er kommet frem, har han viden om våben og en del detaljer om, hvordan man laver bomber.

- Vi vil koncentrere os om, hvor han har sin viden fra. Hvor er hans kilde? Det vil vi bruge tid på fredag, siger forsvarsadvokat Geir Lippestad.

Han fortæller også, at forsvarerne vil stille spørgsmål om, hvor Breivik har fået sine idéer fra - og om hans radikaliseringsproces.

Torsdag afsluttede anklagemyndigheden afhøringen om tiden fra 2006 til og med bombeangrebet i regeringskvarteret sidste år.

Breivik og anklagemyndigheden er stærkt uenige om, hvornår Breivik begyndte at lægge sine terrorplaner - samt om detaljerne i den første rapport fra de sagkyndige.

Efter forsvarernes afhøring får de andre aktører anledning til at stille spørgsmål til perioden, inden anklageren tager over med det, som anses for den største test i retssagen indtil videre.

Her skal Breivik nemlig forklare i detaljer, hvordan han skød mod hundredvis af unge på øen Utøya.

Både forsvarer og anklager har advaret om, at fredag bliver hård både for de pårørende og andre, som hører forklaringen.

/ritzau/

Foto: Daniel Sannum Lauten /Scanpix

Massemorderen Anders Behring Breivik tager fredag atter plads i Oslo Byret, når ugens sidste retsdag begynder.

Offentliggjort Sidst opdateret