Det strømmer ind med Nobel-nomineringer til folk omkring krigen i Ukraine

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager her i en ceremoni i Kyiv i anledning af et-årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Han er nu indstillet til Nobels fredspris. Begrundelsen er ikke offentligt kendt. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters

Ved fristens udløb er der indstillet 305 kandidater til at få åres fredspris fra Nobel. Nogle af hovedpersonerne i den verserende krig i Ukraine er på listen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske Nobelkomité er nu i gang med at vurdere, hvem der den 10. december skal have overrakt Nobels fredspris 2023 på rådhuset i den norske hovedstad, Oslo.

Der er nok af kandidater at tage af.

Komitéen meddeler, at der i år er 305 kandidater.

Det lyder af mange, men det er et stykke fra rekorden, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I fjor var der 343 kandidater.

Nobelkomitéen oplyser, at rekorden var 376 nominerede i 2016.

Fristen for at indstille en kandidat udløb den 1. februar, men det er altså først nu, at komitéen har talt antallet af indstillinger op godkendt dem som kandidater.

Der er tale om 212 personer og 93 organisationer.

Som altid oplyser komitéen ikke navne, og der er heller ikke oplysninger om, hvem der har indstillet dem.

Det betyder imidlertid ikke, at vi er helt blanke. For personer, der har indstillet en kandidat, kan frit fortælle om det, og personer eller organisationer, som er indstillet, må også gerne fortælle det.

Og det er der nogen, der gør. Ofte siver informationerne anonymt.

Det sker hvert år, og det er også sket nu.

AFP skriver, at en god del af de navne, der er sluppet ud, på en eller anden måde har at gøre med krigen i Ukraine.

Der er ellers ikke fred i Ukraine, og udsigten til fred efter den russiske præsident Vladimir Putins tale til nationen i tirsdags virker ikke lys.

Jens Stoltenberg, generalsekretær for Nato, er også blandt kandidaterne til Nobels fredspris. Billedet er fra en ceremoni i Estland fredag. Foto: Ints Kalnins/Reuters

Alligevel er flere centrale personer i konflikten nomineret til at skulle til Oslo i december og hente fredsprisen, som foruden æren er på 10 millioner svenske kroner.

Det gælder Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident.

Også Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er nomineret, og det samme gælder Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær.

Begrundelsen for at indstille dem kendes ikke.

En ukrainsk organisation, som arbejder på at etablere et krigsforbrydertribunal i forbindelse med krigen, er også Nobel-kandidat.

Putin-kritikeren Aleksej Navalnyj, der var udsat for et attentat med gift og sidder fængslet i Rusland, er nomineret.

Ifølge AFP's oplysninger er den svenske klimaaktivist Greta Thunberg i år også blandt de nominerede.

Iraneren Masih Alinejad og hendes kampagne for at slippe for kravet om at bære slør er nomineret. Det samme gælder Frelsens Hær.

Det menes, at prodemokratiske aktivister i Kina og Hongkong også er blandt de 305.

I fjor blev prisen delt mellem den russiske menneskeretsgruppe Memorial, Ukraines Center for Borger Frihed (CCL) og den fængslede hviderussiske borgerrettighedsforkæmper Ales Bjaljatski.

De repræsenterer alle tre nationer, der er i centrum i krigen i Ukraine.

/ritzau/

Nobelpriser

* Nobelprisen er den mest eftertragtede og prestigefyldte civile hæderspris.

* Blev indstiftet testamentarisk af den svenske kemiker Alfred Nobel den 27. november 1895. Den blev senere godkendt af den svenske konge den 29. juni 1900.

* Nobelprisen uddeles i fem portioner til personer, "som i det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte" inden for kemi, fysik, fysiologi eller medicin, litteratur samt for freden.

* Med æren følger 10 millioner svenske kroner.

* Fredsprisen kan også gives til institutioner.

* Fredsprisen bliver uddelt i Norge af en komité, som er nedsat af det norske parlament, Stortinget.

* Selve prisoverrækkelsen foregår i december på Oslos rådhus.

* Da Alfred Nobel døde i 1896, var Sverige og Norge i en union. Han besluttede, at den ene pris, fredsprisen, skulle uddeles i Oslo. De andre priser uddeles i Stockholm.

Kilde: Den Store Danske.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu