DF opfordrer Vestager til at trække sig som EU-kommissær
Vestager har søgt et andet job, og derfor bør hun overale den danske kommissærpost til en anden, mener DF's medlem af EU-Parlamentet, Anders Vistisen (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Vestager har søgt et andet job. Derfor bør hun overlade den danske kommissærpost til en anden, mener DF.
DF's medlem af EU-Parlamentet, Anders Vistisen, opfordrer Margrethe Vestager til at trække sig som Danmarks EU-kommissær.
Udmeldingen kommer, efter at Margrethe Vestager tabte opgøret om posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank.
- Hvis man aktivt søger et andet job, så mister man sin indflydelse i EU-Kommissionen. Vestager har også i interview gjort det klart, at hun søger andre udfordringer, når hendes kommissærtid udløber.
- Derfor synes vi, at det for Danmarks skyld vil være bedre, at hun trak sig nu, så der kunne komme en ny kommissær, der kunne starte arbejdet og blive genudpeget, når EU-Kommissionen skal genbesættes til sommer, siger Anders Vistisen.
Margrethe Vestager har siden begyndelsen af september været på orlov fra sin post som ledende næstformand i EU-Kommissionen. Det skete, fordi Danmark indstillede Vestager som kandidat til posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank.
Forventningen var, at orloven kun ville vare nogle få uger, mens der blev truffet en beslutning. I stedet trak beslutningen ud, så Vestager var på ulønnet orlov i tre måneder, før der faldt en afklaring.
I den periode har Danmark ikke haft en kommissær i Bruxelles.
Spørgsmål: Er det ikke fair, at man også på Danmarks vegne forsøger at få en ny toppost, og hvis det ikke lykkes, så vender man tilbage til sit gamle job?
- I international toppolitik kan man ikke være jobsøgende, samtidig med at man passer sine ting. Det var det samme, vi sagde, da Anders Fogh var kandidat til posten som Natos generalsekretær.
- Dengang sagde vi også, at hvis han ikke blev generalsekretær, så kunne han ikke bare vende tilbage og blive statsminister. Der er man nødt til at sige, at enten gør man sit mandat færdig, eller også forsøger man noget andet, siger Anders Vistisen.
Socialdemokratiets medlem af EU-Parlamentet, Christel Schaldemose, er uenig i DF-kritikken.
- Jeg var ærgerlig over, at det trak ud, og jeg var bekymret over, at der ikke var en dansker i EU-Kommissionen. Men det er der nu. Mange andre EU-lande står også i en situation, hvor det er uvist, om deres EU-kommissær fortsætter.
- Luxembourgs EU-kommissær ved eksempelvis, at han ikke fortsætter, fordi der er kommet en ny regering, som vil udpege en ny kommissær. Nu er Vestager tilbage, og det er vigtige for mig, siger Christel Schaldemose.
Hun peger dog på, at Danmark i de tre måneder har stået uden det faste bindeled til EU-Kommissionen. Det har blandt andet kostet indflydelse på ny AI-lovning, der skal regulere kunstig intelligens, mener Schaldemose.
Margrethe Vestager fastslog i en pressemeddelelse fredag morgen, at hun ønsker at vende tilbage til EU-Kommissionen.
- I overensstemmelse med den danske regering har jeg trukket mig som deres kandidat til formandskabet for Den Europæiske Investeringsbank, sagde Vestager i pressemeddelelsen og tilføjede:
- Jeg vil genoptage mine opgaver i Europa-Kommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold