DF: Søvndal bør følge Obama om Palæstina
Danmark lægger sig ud med både USA og Israel, hvis udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ignorerer en advarsel fra det amerikanske udenrigsministerium og støtter en resolution i FN's Generalforsamling, som opgraderer Palæstinas status i FN.
Det vurderer Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, nu da konflikten mellem Israel og Hamas i Gazastriben er blusset op på ny.
- Det er en besked fra præsident Obama til Villy Søvndal: Lad være med dette, for det skaber problemer. Det er meget, meget alvorligt, siger Søren Espersen.
Han henviser til, at USA's udenrigsministerium torsdag i en demarche - en diplomatisk note - advarede Udenrigsministeriet mod at tage dette skridt.
"En sådan resolution vil have betydelige negative konsekvenser for selve fredsprocessen, for FN-systemet og for vore muligheder for at opretholde vor betydelige økonomiske støtte til de palæstinensiske myndigheder", hedder det i demarchen ifølge Berlingske.
Espersen påpeger, at Søvndals støtte strider mod alle aftaler mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Begge parter har siden Oslo-fredsaftalen i 1993 taget afstand fra at tage ensidige skridt.
- Vi er nødt til at holde os til USA i Mellemøsten som det eneste land, der kan få israelere og arabere til en eller anden form for fælles forståelse. Villy Søvndal kan kun kaste grus i maskineriet, siger Søren Espersen.
Danmark arbejder for, at flest mulige EU-lande stemmer ja til resolutionen i FN, forklarede Villy Søvndal fredag i Folketingets europaudvalg.
Resolutionen får "utvivlsomt" flertal i FN's Generalforsamling med 193 medlemslande., sagde han.
USA og Israel har ifølge udenrigsministeren advaret palæstinenserne mod at sætte resolutionen til afstemning i Generalforsamlingen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned