Honduras' afsatte præsident, Manuel Zelaya, og den fungerende præsident, Roberto Micheletti, har indledt en dialog, efter fire dage med stigende spændinger i landet, efter at Zelaya mandag vendte hjem.
De taler dog ikke direkte sammen. Zelaya sidder stadig i den brasilianske ambassade, hvor han søgte tilflugt af frygt for at blive anholdt. Her fik han torsdag først besøg af hjælpebiskoppen i hovedstaden Tegucigalpa. Efter mødet, sagde Zelaya, at "dialogen er begyndt".
I løbet af torsdagen havde kandidaterne til præsidentvalget i november et møde med Micheletti i det stærkt bevogtede præsidentpalads, hvorefter de besøgte Zelaya i den brasilianske ambassade.
- Micheletti har lovet at genstarte dialogen, siger Elvin Santos fra det liberale parti på vegne af de fire præsidentkandidater.
Det pludselige ønske om dialog kommer, efter at FNs Sikkerhedsråd på Brasiliens anmodning er blevet hasteindkaldt for at diskutere krisen i Honduras fredag.
Costa Ricas præsident har forsøgt at mægle mellem parterne og foreslået, at Zelaya genindsættes som præsident indtil valget, men det har Micheletti hidtil pure afvist.
Zelaya blev væltet ved et kup i juni, og hans uventede tilbagevenden til landet mandag førte til omfattende uroligheder. Han tilhængere mødte i tusindvis op ved den brasilianske ambassade, som hurtigt blev omringet af politi og sikkerhedsstyrker.
Torsdag var det dog Michelettis tilhængere, der demonstrerede ved ambassaden og bar bannere med teksten "Out with Mel" - Zelayas kælenavn.
Det fik Zelayas tilhængere til at henlægge deres demonstration til en anden del af byen for at undgå sammenstød. De vil dog være tilbage ved ambassaden fredag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker