Diamanthandler: Kup minder om James Bond-film
Det diamantrøveri af astronomiske dimensioner, der mandag aften fandt sted i Bruxelles' Lufthavn, er så nøje udtænkt, at det leder tankerne hen på et kup i en James Bond-film.
Sådan lyder det fra diamanthandler Katerina Pitzner, der har mere end 20 års erfaring som diamanthandler.
Hun har selv har været i kontakt med nogle af sine samarbejdspartnere, der er blevet berørt af det opsigtvækkende røveri, hvor diamanter til en værdi af cirka 280 millioner kroner er blevet stjålet.
- Det er opsigtvækkende og nøje udregnet, fordi de her penge- og diamanttransporter, når de kører fra det såkaldte "diamond district" i Antwerpen, altid bliver akkompagneret af to Toyota Landcruisere og bevæbnede styrker i hver bil, siger hun.
Ifølge Katerina Pitzner stopper diamanttransporten ikke på noget tidspunkt på ruten fra Antwerpen, der er centrum for verdensomspændende diamanthandel, til lufthavnen i Bruxelles.
Derfor vurderer hun, at de otte maskerede røvere, der står bag kuppet, har haft et stort kendskab til ruten.
- De har altså fundet det svageste led på den her rute, og det vil være lige præcis der, hvor det skal transporteres fra bilen og om bag i flyet, siger hun og fortsætter:
- De har været friske nok til at køre gennem hegnene ind til lufthavnens startbane i bedste James Bond-stil. Der sad passagerer i flyet, og diamanterne var det sidste, der blev lastet ind, før det skulle flyve.
Katerina Pitzner tror, at det store røveri vil betyde, at der kommer endnu større fokus på sikkerheden i lufthavnen fremover.
- Som diamanthandler skal man hele tiden være på forkant med sikkerheden. Jeg vil tro, at man formentlig vil sørge for at hegnet ud til landingsbanen bliver forstærket, siger hun.
Ingen kom noget til under røveriet, selvom de maskerede mænd var stærkt bevæbnede.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker