Diplomat frygter drab i Elfenbenskysten

Elfenbenskysten kan være på randen af et etnisk folkemord, advarer landets FN-ambassadør, Youssoufou Bamba.

- Vi er på randen af et folkemord. Der må gøres noget, siger Bamba.

Han henviser til, at mindst 170 mennesker er blevet dræbt under gadekampe. Vestlige diplomater mener, at det er en overdrivelse at tale om faren for folkedrab på nuværende tidspunkt, men de siger, at risikoen for vold er stor.

Det vækker navnligt bekymring i FN, at der er i opgøret mellem præsident Laurent Gbagbo og oppositionen er blevet fremsat trusler om et angreb på Golf hotel. På hotellet i udkanten af hovedstaden Abidjan bor den sejrende kandidat ved præsidentvalget i november, Alassane Outtara.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har i skarpe vendinger advaret Laurent Gbagbo mod at storme hotellet, som forsvares af fredsbevarende FN-soldater. Truslen om et angreb på hotellet kom fra Gbagbos mest berygtede officer og ungdomsminister, Charles Ble Goude.

Outtara, der er Elfenbenskystens internationalt anerkendte leder, er på hotellet under beskyttelse af 800 FN-soldater, som kun har lette våben.

Den politiske krise i Elfenbenskysten tvinger nye strømme af flygtninge på flugt til nabolandet Liberia. Her er Dansk Flygtningehjælp i gang med at sikre nødhjælp til flygtninge, der søger beskyttelse. Men hjælpen er fortsat begrænset, og der er behov for en styrket indsats i takt med, at krisen udvikler sig.

Mere end 15.000 personer er nu ifølge FN registreret som flygtninge efter at have passeret grænsen til den nordøstlige del af Liberia. Langt størstedelen er kvinder og børn, og selvom de er nået frem til et mere sikkert område, er de fortsat sårbare og har brug for hjælp.

/ritzau/AFP

Tilhængere af Gbagbo truer med at angribe hotel, hvor vinderen ved præsidentvalget Outtara opholder sig.

Offentliggjort Sidst opdateret