Mens der er mange rapporter om, at oprørsbevægelsen i Libyen vinder terræn over for Muammar Gaddafis styrker, bliver diplomatiet omkring landets fremtid optrappet.
En særlig udsending for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er mandag eftermiddag ankommet til Mellemøsten for at forhandle med både oprørere og regeringsstyrkerne i Tunesien.
FN-udsendingen, Jordans tidligere udenrigsminister Abdul Ilah al-Khatib, skulle føre forhandlinger i Tunis, hvor der også var rapporter om hemmelige forhandlinger mellem de to sider i Libyen i weekenden.
- En række højtstående ledere fra oprørssiden og fra den libyske regering har i Djerba i Tunesien ført forhandlinger fra søndag, skriver det franske nyhedsbureau AFP, som siger, at adskillige udenlandske grupper deltager i drøftelserne.
På slagmarken blev kampe intensiveret mandag ved Ben Guerdane, nær Ras Jedir, efter at oprørerne søndag gjorde dramatiske fremskridt ved at vinde kontrol over byen Zawiyah, som ligger 50 kilometer vest for Tripoli.
Dermed har oprørerne fået mulighed for at forhindre forsyninger af mad og benzin i at nå frem til hovedstaden. Tripoli er dog ikke umiddelbart truet, men oprørerne har ikke før været i en så stærk position under konflikten, som begyndte i februar.
- Zawiyahs fald er måske den største milepæl for oprørerne siden befrielsen af Misrata. Det er en moralsk sejr af stor betydning og giver oprørerne en følelse klare fremskridt, siger den militære analytiker Shashank Joshi ved Royal United Services Institute i London.
Nato gennemførte 119 flyvninger i Libyens luftrum søndag - heraf en del bombetogter. I alt har Nato gennemført 7200 luftangreb i Libyen siden den 31. marts på over 19.000 flyvninger.
Blandt Nato-landene, der gennemfører luftangrebene, er Frankrig, USA, Canada, Italien, Belgien, Storbritannien og Danmark.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker