Diplomati i Davos drøfter muligheder for fred i Ukraine
En mand går forbi et værk af den tyrkiske kunstner Refik Anadol i Davos i Schweiz, hvor diskussioner om en mulig fred i Ukraine er blevet stadigt mere påvirket af politikere i udviklingslande eller Det Globale Syd. Foto: Denis Balibouse/Reuters
I Davos er diskussionerne om en mulig fred i Ukraine blevet stadigt mere påvirket af Det Globale Syd.
Nationale sikkerhedsrådgivere og topdiplomater fra 81 lande og internationale organisationer er søndag samlet i Davos i Schweiz for at drøfte mulige fredsløsninger i Ukraine efter næsten to års krig.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som senere på ugen skal tale til Det Verdens Økonomiske Forum, WEF, i Davos, var ikke til stede ved de tidlige sessioner søndag.
Zelenskyj var repræsenteret af sin stabschef Andrij Jermak ved søndagens drøftelser, hvor USA var repræsenteret af den særlige udsending for Ukraines økonomiske genopretning, Penny Pritzker, samt viceudenrigsminister James O'Brien.
Mødet finder sted i en periode, hvor der hersker tvivl om amerikanernes fortsatte støtte til Ukraine. Taler fra både USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, og udenrigsminister Anthony Blinken senere på ugen imødeses med spænding. WEF indledes officielt mandag aften.
Schweiz, som er vært for mødet, siger, at drøftelserne om Ukraine har til formål at få de nationale sikkerhedsrådgivere til at enes om principperne "for en varig og retfærdig fred i Ukraine".
Disse principper skal være grundlag for den næste forhandlingsfase i en fredsproces.
I Davos er diskussionerne om en mulig fred i Ukraine blevet stadigt mere påvirket af politikere i udviklingslande eller Det Globale Syd, som hidtil har holdt sig på sidelinjerne i forhold til konflikten.
Under søndagens drøftelser mellem nationale sikkerhedsrådgivere deltog blandt andre Nigerias Nuhu Ribadu. Jermak siger, at der ved mødet var deltagere fra 18 asiatiske lande, 12 afrikanske lande og 6 sydamerikanske lande.
- Lande fra Det Globale Syd er i stadig større grad involveret i vores arbejde, hedder det i et opslag fra Jermak på det sociale medie Telegram.
Ukraine har med massiv støtte fra dets allierede fastholdt, at det ikke vil give op, før det har tilbageerobret hvert stykke territorium, som Rusland har taget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker