Discovery siger farvel til rumstation

Den amerikanske rumfærge Discoverys næstsidste tur i sit rette element lakker mod enden.

Efter 10 dages arbejde på og uden på Den Permanente Rumstation (ISS), der er i kredsløb om Jorden, er Discovery frakoblet ISS og er nu på vej tilbage til Florida, hvor den efter planen lander mandag kl 14.54 dansk tid.

Discovery har været oppe og aflevere reservedele og forsyninger til ISS, og astronauterne har tre gange været på rumvandring for blandt andet at foretage reparationer og installere et køleanlæg.

Med Discoverys farvel til ISS kan rumstationen nu kun vente yderligere tre besøg af de amerikanske rumfærger.

Den sidste rumfærgemission finder sted i september, og det bliver også Discovery, der skal foretage den.

Når rumfærgerne indstiller deres flyvninger, bliver det Rusland, som alene skal stå for transporten af mennesker til og fra ISS. Det er ikke alle i USA, der er tilfredse med det, og blandt andet tidligere astronauter og mange indbyggere i Florida, center for rumfærgeprogrammet, har slået på tromme for en forlængelse af programmet - blandt andet også af hensyn til arbejdspladser.

Men torsdag, da præsident Barack Obama var på besøg på Cape Canaveral, hvorfra rumfærgerne opsendes i Florida, holdt han fast i, at rumfærgernes flyvninger er talte. Discoverys næste tur den 14. september bliver den sidste.

Til gengæld siger Obama, at Nasa, den amerikanske rumfartsorganisation, skal koncentrere sig om at udvikle raketter og fartøjer, der kan få USA op til en asteroide i 2025 og ud til Mars 10 år senere.

Præsidenten siger samtidig, at USA i langt større omfang skal benytte sig af og støtte private virksomheder i udvikling af rumteknologi.

/ritzau/Reuters

Rumfærgen Discovery er koblet fra Den Permanente Rumstation og vender snuden hjemad. Fartøjet lander efter planen i Florida mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret