Disney nægter at klippe film for homoforskrækkede Malaysia
Josh Gad spiller i "Skønheden og Udyret" rollen som Le Fou, til venstre. Det er den første homoseksuelle karakter i en Disney-produktion nogensinde, og det har fået religiøse grupper op af stolen i flere lande. Arkivfoto. Foto: AP/Laurie Sparham
AP/Laurie Sparham
En ny udgave af "Skønheden og Udyret" vil ikke få premiere i landet, hvor homoseksualitet er forbudt.
Disney afviser at udgive en censureret udgave af klassikeren "Skønheden og Udyret" i Malaysia.
Det oplyser underholdningsgiganten onsdag, efter at de malaysiske myndigheder har klippet en "homoseksuel sekvens" ud af filmen.
Filmen, der har Emma Watson i en af hovedrollerne, har fået en række religiøse grupper op af stolen, fordi en af birollerne i den nye version er homoseksuel.
Det er første gang i Disneys historie, at der er en homoseksuel karakter med i en af selskabets produktioner.
Chefen for de malaysiske censurmyndigheder har tidligere oplyst, at man havde fjernet et "homoseksuelt øjeblik", før filmen kunne godkendes i Malaysia, der har en overvejende muslimsk befolkning.
Men en talsmand for Disney siger onsdag til nyhedsbureauet AFP, at filmen "ikke vil blive klippet for Malaysia". Dermed ser det ikke ud til, at de malaysiske Disney-fans får filmen at se i denne omgang.
Det var ellers meningen, at "Skønheden og Udyret" skulle have premiere i Malaysia torsdag.
Filmens instruktør, Bill Condon, har tidligere afsløret, at filmen indeholder Disneys "første homoseksuelle øjeblik".
Homoseksualitet er ulovligt i Malaysia, og sodomi kan i landet blive straffet med både fængsel og bøder.
Religiøse grupper og islamiske lærde har tidligere krævet, at "Skønheden og Udyret" skulle forbydes i Malaysia. Argumentet har været, at filmen promoverer "negative værdier" i landet.
Filmen er også blevet kritiseret i nabolandet Singapore, hvor kristne præster har angrebet Disney for at afvige fra "sunde værdier".
Mindst en biograf i den amerikanske delstat Alabama har afvist at vise filmen. Selv om filmen er blevet mødt med modstand fra mange fronter, så er den allerede blevet den hurtigst sælgende familiefilm i historien ifølge billetportalen Fandango.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde