Dobbelt bilbombe koster 12 livet i Irak

To bilbomber, der eksploderede næsten på samme tid, har dræbt mindst 12 mennesker og såret yderligere mindst 31 i den irakiske by Kut.

Det oplyser irakiske sikkerhedskilder til Reuters.

Lederen af byens skadestue siger imidlertid til nyhedsbureauet AFP, at antallet af dræbte er 30, og at omkring 80 andre er såret.

Bomberne eksploderede i centrum af Kut, en relativt roligt by omkring 160 kilometer syd for Bagdad.

I byens travle handelsområde sprængtes den første bilbombe. Da folk begyndte at løbe væk fra stedet, eksploderede endnu en bilbombe, hvorved endnu flere blev dræbt og såret, siger øjenvidner til det tyske nyhedsbureau dpa.

Det dobbelte angreb fandt sted klokken 18 lokal tid, oplyser politiet.

/ritzau/Reuters

To næsten samtidige bilbomber eksploderer i centrum af byen Kut syd for Bagdad. Mindst 12 er dræbt og adskillige andre såret.

Offentliggjort Sidst opdateret