Dødelig brand får folk til at protestere over Kinas coronapolitik
Xinjiang-provinsens indbyggere kalder på, at coronarestriktioner bliver løftet. Restriktionerne har tvunget mange af regionens 25 millioner indbyggere til at blive i deres hjem de seneste tre måneder. Foto: Video Obtained By Reuters/Reuters
Indbyggere i kinesisk provins protesterer over coronapolitik efter brand, der kostede ti personer livet.
En dødelig brand i et bygningskompleks i byen Urumqi i den vestlige Xinjiang-provins i Kina har fredag startet en bølge af vrede over landets coronahåndtering både på sociale medier og i gaderne.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
10 personer døde i branden torsdag, mens ni blev såret.
Protesterne er blot det seneste tegn på frustration over regeringen i Beijings strenge modsvar til coronasmitten. Også i andre byer har folk vist deres utilfredshed.
Regionens indbyggere kalder på, at coronarestriktioner bliver løftet. Restriktionerne har tvunget mange af regionens 25 millioner indbyggere til at blive i deres hjem de seneste tre måneder.
På sociale medier stiller folk spørgsmålstegn ved, om restriktionerne har vanskeliggjort redningsarbejdet i forbindelse med branden, skriver den amerikanske avis The New York Times.
På internettet har der cirkuleret videoer af menneskeskarer, der i regionshovedstaden Urumqi bevæger sig ind i en regeringsbygning, mens de råber på at "afslutte nedlukninger", skriver avisen.
Mange af videoerne er senere blevet slettet fra Kinas strengt censurerede sociale medier.
En stor del af Xinjiang-provinsens 25 millioner indbyggere har været ramt af nedlukningerne i mere end 100 dage.
Det har efterladt nogle indbyggere med dårlig adgang til fødevarer og andre nødvendigheder, eksempelvis hygiejneprodukter og medicin.
Kina er den sidste større økonomi, der holder fast i en nultolerancepolitik over for coronavirus. Her beordrer myndighederne stadigvæk lange karantæner og massetest for at stoppe nye udbrud, når de viser sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde