Dødstal efter missilangreb mod ukrainsk by stiger til 55
Angrebet i Poltava, hvor to ballistiske missiler ramte et militærinstitut, er blandt Ukraine-krigens værste.
Ukraine har torsdag afsluttet redningsarbejdet i Poltava, to dage efter at et militært kommunikationsinstitut i byen blev ramt af et russisk missilangreb.
I alt blev 55 mennesker dræbt, oplyser redningstjenesten på beskedtjenesten Telegram.
328 andre blev såret.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange af ofrene, der er civile, og hvor mange der er militærfolk.
Tirsdag oplyste ukrainske myndigheder, at 51 mennesker var dræbt. Men undervejs i oprydningsarbejdet ved den kraftigt beskadigede bygning er der fundet flere dødsofre under murbrokkerne.
Russiske styrker ramte stedet med to ballistiske missiler, som er meget vanskelige for det ukrainske luftforsvar at skyde ned.
Ukraines regering har sagt, at folk knap havde tid til at søge i dækning, fra luftalarmerne begyndte at lyde, til missilerne slog ned.
Angrebet, som betegnes som det hidtil blodigste i Ukraine i år, er blevet fordømt i en række vestlige lande.
I USA sagde talsmanden for det nationale sikkerhedsråd, John Kirby, at angrebet er "endnu en forfærdelig påmindelse om Putins brutalitet mod folket i Ukraine".
Rusland har meddelt, at angrebet var rettet mod ukrainske soldater og udenlandske instruktører.
Det er ikke umiddelbart oplyst fra ukrainsk side, om der var udlændinge blandt de dræbte.
Rusland har på det seneste optrappet angreb med droner og missiler mod Ukraine.
Dagen efter angrebet i Poltava kom den vestlige by Lviv under angreb.
Her blev syv mennesker dræbt. Fire af dem var tre døtre og en mor fra samme familie. Kun faren overlevede angrebet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned