Dødstal efter mudderskred i Japan når 50
Redningsarbejdere bliver ved med at finde døde efter et voldsomt mudderskred i Hiroshima midt på ugen. Søndag er dødstallet vokset til 50 og mange personer savnes fortsat.
Indsatsen med at finde overlevende og grave lig fri står på døgnet rundt, men nye regnskyl besværliggør arbejdet og gør det mere farefuldt på grund af risiko for nye katastrofer.
Politiet i byen i det vestlige Japan siger, at 38 personer fortsat savnes efter katastrofen for fire dage siden. Et skybrud udløste et jordskred, der begravede dusinvis af huse. Mange af dem i boligområder på bjergsider.
Omkring 3000 redningsfolk, herunder soldater, brandfolk og politi fortsatte natten til søndag med at grave gennem mudder og snavs, men redningsoperationen blev indstillet tidligt søndag morgen, da nye regnbyger skabte bekymring for flere jordskred, oplyser det nationale tv, NHK.
Kort tid forinden var liget af en 83-årig mand blevet fundet, og det løftede dødstallet til 50, siger en talsmand for politiet.
Fredag måtte redningsarbejderne også indstille eftersøgningen på grund af styrtregn. Nedbøren ændrede tilsyneladende bjergsidernes form ved at flytte rundt på de i forvejen opblødte jordlag.
Redningsholdene har med vilje holdt gravemaskiner væk fra området og bruger de bare næver til at lede efter overlevende.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde