Dødstal efter tsunami i Indonesien stiger

Mindst 272 er omkommet som følge af det kraftige jordskælv og den tsunami, skælvet udløste i det vestlige Indonesien.

- Vi har bjærget 272 lig. Mindst 412 personer er fortsat savnet, siger lederen af katastrofeberedskabet i Vestsumatra, Ade Edward.

Jordskælvet blev målt til 7,7 på richterskalaen.

Katastrofen har fået Indonesiens præsident, Susilo Bambang Yudhoyono, til at afbryde sit besøg i Vietnam for at flyve til de katastroferamte øer.

Mindst 10 landsbyer er ifølge de foreløbige meldinger skyllet væk af tsunamien.

Bølgerne nåede op i tre meters højde, og vandet skyllede 600 meter hen ad landjorden på øen Syd Pagai.

/ritzau/AFP

Det kraftige jordskælv og den efterfølgende tsunami i Indonesien har kostet mindst 272 mennesker livet. 412 andre er fortsat savnet.

Offentliggjort Sidst opdateret