Dødstal i Valencia runder 200 og frygtes at stige yderligere
I en gade i kvarteret Alfafar i den sydlige del af Valencia ligger bilerne kastet oven på hinanden, efter at kraftfulde vandmasser skyllede gennem gaderne. Billedet er taget torsdag. Foto: Manaure Quintero/Ritzau Scanpix
Oversvømmelserne i Spanien er de værste i Europa i årtier. Yderligere 500 soldater er sat ind for at lede efter overlevende mellem mudder og murbrokker.
Ritzau RitzauAne Nordentoft, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Udstyret med droner og sporhunde gik redningsarbejdere fredag gennem vand, mudder og murbrokker i deres søgen efter overlevende og døde i den spanske region Valencia.
Over 200 mennesker er fundet omkommet i det, der betegnes som en af Europas værste vejrkatastrofer i over et halvt århundrede.
I byen Valencia er den lokale retsbygning midlertidigt lavet om til lighus.
Snesevis af andre er stadig savnet. Håbet om, at sporhundene og dronerne kan finde dem i live, svinder time for time.
For der har været stærke naturkræfter på spil i regionen i det østlige Spanien.
Annonce
- Hele huse er forsvundet, siger borgmester Amparo Fort fra byen Chiva ifølge BBC til en lokal radiostation.
- Vi ved ikke, om det er med eller uden beboerne, tilføjer hun.
I Chiva, der ligger omkring 25 kilometer fra kysten og vest for byen Valencia, blev der målt 491 millimeter regn i løbet af otte timer tirsdag.
Det er næsten samme mængde, som der normalt falder på et år.
Biler ligger hulter til bulter oven på hinanden i gaderne, kastet rundt af de kraftfulde vandmasser.
Broer er kollapset, og hele byer er dækket af mudder.
Frivillige hjælper til med at skovle mudder væk.
Spaniens regering har fredag sendt yderligere 500 soldater til regionen. De slutter sig til de 1200, der allerede er indsat for at hjælpe med redningsindsats og eftersøgning.
I byen Aldaia, der ligger i samme region, er folk begyndt at plyndre butikker.
Fernando Lozano, der bor i byen, fortæller til nyhedsbureauet AFP, at "folk er lidt desperate". Han så nogle mennesker, som stjal bukser fra et supermarked.
Annonce
- Indtil tingene er tilbage til det normale, og supermarkedet genåbner, vil det være ret slemt her, siger han.
Imens raser debatten videre om, hvem der har ansvaret for de manglende varslinger af befolkningen.
I byen Paiporta fortæller den 27-årige musiker David Romero til AFP, at advarslerne først lød, da floden i byen allerede var gået over sine bredder.
Vandmasserne kom helt bag på folk i gaderne, siger også den 21-årige indbygger Joaquin Rigon.
- Der var ingen advarsel om noget som helst. Da vi begyndte at få notifikationer, stod vandet os hertil, siger Rigon og peger på sit bælte.
- De hev ejeren af baren her ud, død, druknet, kaos, tilføjer han over for AFP om et af de mange dramaer.
Ødelagte biler ligger kastet op på skinnerne ved byen Valencia i det østlige Spanien. Her er redningsmandskab, frivillige og soldater fredag i færd med den enorme oprydningsindsats efter de oversvømmelser, der har ramt regionen. Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Den konservative leder af Valencia-regionen så onsdag ud til at forsøge at flytte ansvaret over på Spaniens venstreorienterede regering.
Men indenrigsministeriet i Madrid kritiserede torsdag "fejlagtige oplysninger" og understregede, at det er Spaniens regioner, der har ansvaret for de civile beskyttelsesprocedurer i nødsituationer.
Fredag har det statslige meteorologiske institut, AEMET, udsendt fornyet varsel om skybrud i Valencia og naboregionen Catalonien længere mod nord.
Værst ventes uvejret at blive i Andalusien i det sydvestlige Spanien.
Annonce
De kraftige regnskyl, der har udløst oversvømmelserne i Spanien, opstod, da kold luft bevægede sig ind over det lune vand i Middelhavet.
Det er almindeligt for årstiden.
Men forskere påpeger, at menneskeskabte klimaforandringer øger voldsomhed, varighed og hyppighed af det ekstreme vejr.
Fredag er indbyggerne i Alfafar-kvarteret i byen Valencia i gang med at rydde op efter de voldsomme oversvømmelser, der har ramt regionen. Ødelagte og mudderindsmurte sofaer, planter, borde, stole og andet indbo står i gaderne, mens mudder skovles og fejes ud af husene. Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Årtiers værste oversvømmelser i Europa
* Oktober-november 2024: 205 mennesker er bekræftet omkommet i det østlige Spanien (status fredag eftermiddag).
* Juli 2021: Mindst 185 mennesker døde i oversvømmelser i Tyskland. Oversvømmelserne kostede også 43 liv i Belgien, mens der var et mindre antal døde i omkringliggende lande.
* Juli 2012: Oversvømmelser i Rusland koster 172 mennesker livet.
* August 2002: I alt 232 mennesker mister livet i kraftige oversvømmelser som følge af massiv regn i flere lande i Centraleuropa.
* Juli 1997: 114 mennesker mister livet i oversvømmelser Polen og Tjekkiet.
* Juli 1985: 286 mennesker mister livet, da en dæmning brast i Italien.
* Maj 1970: 209 mennesker omkommer i omfattende oversvømmelser i Rumænien.
* November 1967: Oversvømmelser i Portugal koster næsten 500 mennesker livet.
Kilder: Reuters, Die Welt, Le Soir, Gazeta.ru, floodobservatory.colorado.edu
/ritzau/
Vejrkatastrofen i Valencia
* Tirsdag faldt der i løbet af otte timer 491 millimeter regn i regionen Valencia i det østlige Spanien. Det svarer næsten til den regnmængde, regionen plejer at få i løbet af et år.
* Nedbøren forårsagede store oversvømmelser, der skyllede biler med sig og fyldte huse, lejligheder, barer, butikker, garager og mange andre rum i et større område.
* Fredag eftermiddag lyder status, at 205 er fundet omkommet i det, der betegnes som Europas værste vejrkatastrofe i årtier.
* 202 er døde i Valencia, der er det hårdest ramte område. Yderligere tre dødsofre er fundet i regionerne Castilla La Mancha og Andalusien.
* Spaniens regering har sendt i alt 1700 soldater til regionen for at hjælpe med at lede efter de savnede.
* Omkring 75.000 huse manglede fredag eftermiddag stadig strøm.
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet