156 dræbt under uighurers optøjer i Xinjiang-provinsen i Kina. USA beklager dybt urolighederne.
Voldsomme sammenstød og demonstrationer i den vestlige kinesiske provins Xinjiang har kostet mindst 156 mennesker livet, skriver det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.
Tidligere fastsatte Xinhua antallet af kvæstede til 816.
De kinesiske myndigheder giver skylden for blodsudgydelserne til muslimske uighurer, som de sagde demonstrerede med knive og køller i den regionale hovedstad.
Alle politiets enheder må hjælpe med at genoprette ro og orden, hed det i en erklæring fra provinsens regering under uroen. Hundredvis er blevet anholdt.
Et øjenvidne sagde, at 3000 muslimske uighurer havde demonstreret voldeligt, og nyhedsbureauet Xinhua beskyldte en eksilleder for de muslimske uighurer i USA for at have organiseret sammenstødene.
Xinjiang er delt mellem muslimske uighurerne og hankinesere, som er vokset i antal og nu er i flertal i Urumqi.
Optøjerne kommer, efter at der i nogen tid har været spændinger i provinsen, hvor der bor omkring otte millioner muslimer. Mange af dem siger, at de i årtier er blevet politisk og religiøst forfulgt.
USA beklagede mandag dybt tabet af menneskeliv under demonstrationerne, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker