Mindst 53 mennesker er døde, efter at en tsunami har ramt Samoa-øerne.
Det siger myndighederne og vidner onsdag, mens BBC rapporterer, at 90 mennesker er omkommet.
Myndighederne frygter, at dødstallet vil stige yderligere og nå op omkring 100 omkomne, siger lederen af katastrofehåndteringen i øgruppen Samoa.
- På nuværende tidspunkt tror vi, at der kan være omkring 100 døde, siger Ausegalia Mulipola til nyhedsbureauet Reuters.
- Vi fortsætter eftersøgningen efter omkomne i området.
Et stort antal fiskere, der begav sig til havs for at fiske i de tidlige morgentimer, er savnet.
Der er ubekræftede forlydender om, at 40 personer er døde i en landsby på den østlige side af Samoa-øen Upolu, som efter alt at dømme er hårdest ramt.
Medier på Amerikansk Samoa, der er USA's territorium, har tidligere meldt om 19 omkomne.
Tsunamien blev udløst af et jordskælv tirsdag i nærheden af Samoa-øerne. Det oplyser USA's geologiske undersøgelser, der sætter skælvets styrke til 8,0 på den åbne richterskala.
Skælvet ramte et område 18 kilometer under havets overflade.
USA's præsident, Barack Obama, har erklæret Amerikansk Samoa for katastrofeområde og sendt hjælp til øen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker