Dødstallet stiger: Megastorm dræber 13
Mindst 13 mennesker har nu mistet livet, efter det voldsomme uvejr Sandy natten til tirsdag dansk tid er gået i land på USA's østkyst.
De lokale myndigheder i delstaterne New York, New Jersey, Maryland, Pennsylvania, West Virginia og North Carolina melder om i alt 12 dræbte.
Derudover fortæller canadisk politi i Toronto, at en kvinde er død, efter hun blev ramt af murbrokker, som havde revet sig løs på grund af kraftige vindstød.
I delstaten New York er fem personer omkommet under uvejret. Tre personer er blevet dræbt af træer, der er faldet ned over hustage i både Queens og den lille by New Salem, rapporterer CNN.
Megastormen nåede den sydlige del af delstaten New Jersey omkring klokken 01 dansk tid.
To personer døde i New Jersey, da kraftige vinde fik et træ til at kollapse ned over deres køretøj, og i Pennsylvania mistede to personer livet - en blev dræbt af et væltet træ, mens en anden døde under et sammenstyret hus, fortæller den lokale redningstjeneste.
Længere inde i landet omkom en kvinde i en bilulykke i West Virginia, da stormen kastede over 10 centimeter sne af sig i den lille by Davis. I den nordlige delstat Maryland døde en anden kvinde i en trafikulykke.
Inden Sandy nåede fastlandet i USA, blev et berømt træskib, som er blevet brugt i store Hollywood-produktioner, sænket af fem meter høje bølger ved USA's østkyst.
14 af skibets 16 besætningsmedlemmer blev reddet i god behold, men en livløs matros blev hevet op fra bølgerne og døde senere på hospitalet. Skibets kaptajn er fortsat savnet, fortæller den amerikanske kystvagt.
Superstormen har forårsaget omfattende oversvømmelser i millionbyen New York City, hvor biler flyder rundt i gaderne, og togtunneler under jorden er fyldt med vand. Millioner af mennesker har mistet strømmen langs USA's østkyst.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker